Kongens Gemakker

[Maine]

Der var kun ét vindue i kongens gemakker - istedet for flere af slagsen, var der et par døre der gik ud til en bred balkon. Den var blevet opført efter, at kongen var kommet til, da denne stil passede bedre til stilen hjemme i Fiametta-bjergene. De fineste folk havde disse på deres huse. Op imod en af væggene, stod en bred seng med det mest florlette, gennemsigtige stof brugt som himmel. For enden af sengen stod en kiste med lagener og puder, til når vinteren trængte sig på og rummet ville blive langt koldere end det var om foråret - skønt isen ikke var helt smeltet, var det allerede begyndt, at blive lunere i vejret.
I den anden ende af rummet, var der spejle og en 'skærm', så man kunne klæde om bag ved denne og skjule sig selv fra verdens øjne - eller bare en nysgerrig tjenestepige, hvis det var med den på.

Alexandre trådte indenfor. Et hidsigt udtryk prægede hans ansigt og det gik udover den porcelænskande med vand der stod til højre for ham. Den smadredes i tusind stykker imod det hårde stengulv. Skønt det lå et tæppe under sengen, så fødderne ikke skulle blive helt kolde, når man stod ud af denne, så var resten af gulvet ikke så nænsomt anlagt.
Skønt der var meget, den unge konge ville finde sig i, så fattede han ikke hvordan Ainsha allerede kunne finde på, at være ham utro. Han havde forsøgt, at være flink ved hende, men hun ville ikke lade ham komme ind på livet af sig - det var som om, hun instinktivt hadede ham fra starten af og det nagede Alexandre helt ubeskriveligt, at hun var sådan anlagt.
Han trådte henover porcelænsskårene, men mærkede dem ikke igennem den tykke lædersål, der befandt sig på hans støvler, der fortsatte op imod knæet. Han bar et par posede hørbukser i en næsten creme-farvet nuance, samt en hvid skjorte. Udover denne havde han en blød skindvest med diverse guldbroderinger, som han også havde haft på ude ved engen.
Alexandre vandrede over imod dobbeltdørene, ud til balkonen, og slog disse op så den friske brise udefra kunne få lov at svaje let igennem sengehimmelen. Foran dobbeltdørene hang der desuden et gardin af samme stof som denne himmel - ikke blot for syns skyld, men også for, at undgå at diverse kryb skulle summe indenfor, hvis de opdagede de åbne døre.

[Fix]

Ainsha kom vandrende ind, og hun var hidsig. Tjenestepigerne havde insisteret på at skifte hendes tøj, så hun havde en dybgrøn brokadekjole med sølvtråde vævet ind. Hendes hår havde hun laddet hænge løst, for at det kunne tørre. Ganske vidst var løsthængnde hår ikke for anstændige kvinder, men hun var ligeglad. Hun skubbede døren op ret brutalt og begyndte straks at råbe af ham. "Jeg må bare ikke have mit eget liv, vel? Jeg må ikke svømme med en ven, jeg ikke har set i tre år! Regnede du virkelig med at jeg kunne blive din 'ejendom' da du ægtede mig? Jeg ved godt, at du ikke elsker mig, men jeg forlanger at du behandler mig med respekt!" Hun var rød i hovedet af raseri og hun gik hen og skubbede til ham mens hun talte.

[Maine]

Alexandre sukkede tungt, som skabekrukken vendte tilbage. Hun gik da direkte til sagen, men sådan havde det efterhånden været et par gange - den slags var aldrig gået hjemme i Fiametta-bjergene, men her var kvinderne åbenbart også krigeriske. I det mindste var der skik på de fleste, men Ainsha var ikke som de fleste - det var lidt som om, hun enten aldrig havde fået lov, at lege som barn; eller også var hun bare snotforkælet. Det var sikkert det sidste - sådan var det oftest med tøserne, der var højt på strå; de havde intet at have det i. Da den unge kvinde forsøgte, at pande ham en, drejede han om på hælen netop som hun ramte ham, strakte han en arm ud og snoede den omkring livet på hende. Der gik ikke engang et sekund, før han havde trukket hende helt ind til sig og ikke havde nogen intention om, at lade hende gå igen - i hvert fald ikke før, han havde fået noget på det rene.
"For det første, er du dronning nu, Ainsha! Ikke en eller anden lille, fnidret prinsesse der kan gøre hvad end der passer dig - du har et ansvar overfor dit folk og tror de, at kongehuset er ved at falde fra hinanden, så falder deres håb om et fredeligt liv sammen. Ikke blot har du, men også de, mistet overhovedet for deres land og familie," begyndte Alexandre, imens han sørgede for at holde Ainsha presset imod sig, så hun ikke ville have for mange muligheder for, at stikke af. "For det andet, så var der ingen svømning over, hvad I lavede - I var på lavt vand og tæt omslyngede. Jeg regnede ikke med, at du blev min ejendom og jeg ville gerne respektere og elske dig! Men du giver mig ikke en eneste chance for, at finde noget ved dig, at elske, når du hader mig så inderligt alle de gange, jeg møder dig! Jeg ved godt, det ikke er overvældende rart, at få en tilfældig person prakket på, men du skal trods alt leve med mig det meste af dit liv - måske endda resten! - så var det ikke en idé med våbenhvile, bare engang imellem?"
Efter, at have talt ud i én køre, holdt Alexandre stadig fast om den krigeriske dronning og betragtede hende opmærksomt. Udtrykket i hans ansigt, var ikke helt til, at tyde, men det var meget afventende. Intenst.

[Fix]

Ainsha blev trykket ind mod ham og prøvede først at komme fri. Hun havde lyst til at slå ham! Hun vidste godt han havde ret. Det irriterede hende mest. Hun hadede alt ved ham! Han var så gammelklog, så bedre vidende og så irriterende nærtagende. Hun prøvede at stampe ham over foden, men den blev bare slået ned i gulvet. Hun havde ikke haft tid til at græde ud. Hun havde ikke ladet sig selv græde. Det var et svaghedstegn. Men nu var det hele for meget. Hun begyndte at hulke, og hele hendes krop rystede ukontrolleret. Det var hans krop mod hendes. Hvis hun lukkede øjnene kunne hun næsten forestille sig at han faktisk elskede hende. Hun havde jo bare haft brug for et kram!

[Maine]

Alexandre løftede øjenbrynene i overraskelse, da den unge kvinde holdt op med, at kæmpe imod. Hun havde da ellers præsteret, at være dybt besværlig at holde fast i så længe, hun kæmpede for at komme fri. At hun begyndte, at græde havde ikke ligefrem været hans intention og han blev noget chokeret over den måde hele hendes krop skælvede på, da hun lod det få frit løb. Alexandre løsnede grebet om hende, sådan at hun kunne flytte sig hvis hun ville og funderede lidt over, hvad han skulle gøre. Han havde ikke meget erfaring med, at trøste folk så sige noget, turde han i hvert fald ikke at gøre; istedet gav han sig til, at stryge hende forsigtigt over ryggen - bare for at gøre af sine hænder et sted hvor han var sikker på, det ikke ville gøre ondt, eller støde hende. Alexandre vidste faktisk ikke hvad der ville støde hende, så han kunne bevæge sig ud på gyngende grund allerede nu.
"Undskyld," mumlede han, efter et lille stykke tid, og ventede blot på, at hun holdt inde med hulkeriet - han ville ikke skynde på hende, men det virkede meget mystisk, at hun pludselig var skiftet over på den der måde.

[Fix]

Ainsha vendte sig og trykkede ansigtet ind mod hans bryst. Hun kunne ikke forklare det, og specielt ikke nu. Men hun var bare træt af at spille stærk, og hun trængte til at han holdt om hende. Hun ville jo så gerne elske ham. Men det var bare det pres om at hun skulle være en perfekthustru, lave nogle børn, være stærk og klare et kongerige. Hun kunne ikke klare det.

[Maine]

Alexandre strøg fortsat sin hustru over ryggen og trak blide fingre igennem hendes hår, som han dristede sig til, at hvile sin ene kind imod. Skønt han ikke havde noget imod, at hun viste en så sårbar side overfor ham, undrede det ham stadig at hun pludselig havde skiftet mening - og han var stadig vred på hende, skønt det lå så langt i baggrunden nu, at det ikke havde nogen indflydelse på hverken hans tanker eller handlinger.
Alexandre ville gerne fortælle Ainsha, at han var der for at hjælpe hende - ikke for at gøre livet endnu mere besværligt, end det var i forvejen. Han vidste godt hvordan det var, at miste nogen der var så tæt på én; så vigtige for én, men han vidste også at hjælp udefra oftest blev mødt med fjendtlige øjne, fordi det var svært at fatte, at andre stadig kunne leve videre på samme måde, som de altid havde gjort, når ens egen verden ramlede sammen om ørerne på én! Det var meget mystisk. Grunden til, at han ikke sagde noget, var at Ainsha stadig var meget sårbar og, det var ikke helt smart, at påpege sådan noget overfor hende! Det havde det i hvert fald ikke været indtil videre. Så Alexandre nøjedes med at rykke let på hovedet, kysse hendes hår og så ellers hvile kinden mod det endnu engang.

[Fix]

Ainsha hulkede lidt og tørrede øjnene. Hun ville jo bare leve op til alt. Hun prøvede jo. "Jeg savner dem." sagde hun og strøg ham over brystet. Hun vidste ikke hvorfor hun aede ham, men det havde vel noget at gøre med at vise hvad hun følte. Og hun havde brug for kærtegn. "Undskyld," sagde hun. "jeg skal nok opføre mig pænt nu." snøftede hun.

[Maine]

"Selvfølgelig gør du det," sagde Alexandre i et lavmælt tonefald og strøg hende forsigtigt over kinden, da hun løftede ansigtet for, at tørre øjnene. Han betragtede hende derefter stille. Det var en køn hustru, han havde fået her - han elskede især det røde hår, men sagde det selvfølgelig ikke til hende. Var det meningen, at han skulle sige sådan noget? Ville det gøre hende gladere, hvis hun fik nogle komplimenter, eller ville han istedet blive regnet for en spytslikker af en anden verden?

"Undskyld, jeg skal nok opføre mig pænt nu."

"Det gør ikke noget... Jeg opfører mig jo heller ikke ligefrem pænt, når jeg får dig til at græde, vel?" sagde Alexandre og et smil lurede let i den ene mundvig, som han håbede på, hun ikke ville blive alt for hidsig igen. Måske havde det hjulpet hende til, at falde lidt til ro, alt det her? Man kunne jo håbe på det.

[Fix]

Ainsha tørrede øjnene. "Jeg har bare fået nok. Jeg kan ikke være perfekt hustru." hulkede hun. Hendes far havde så godt ville have at hun var en god datter, så det prøvede hun på. "Men jeg kan ikke både lave en arving, sørge over min familie, være perfekt hustru og samtidig fungere som dronning." snøftede hun.

[Maine]

Alexandre sukkede lydløst og løftede ansigtet, så han kunne se ned på hustruen istedet. Han ventede lidt og betragtede blot den unge kvinde som hun forklarede sig - det var en meget mærkelig følelse, at stå overfor. Mindreværd, afmagt. Jo jo, han kendte det da godt, men det var meget svært, at sige noget beroligende til andre, der stod i samme situation og ikke anede hvad de skulle gøre med sig selv eller andre omkring dem. Alexandre tog an dyb indånding og strøg hånden ind under Ainshas hage for, at løfte hendes ansigt den lille smule, der skulle til før han kunne se hende.
"Det er ikke for, at ødelægge dine forhåbninger om at blive beroliget," sagde han i et tålmodigt tonefald, før han fortsatte; "- men, som du ved, så har landet mistet næsten hele deres kongefamilie og nye folk, er blevet indsat. Folket skal have tillid til, at vi regerer dette land efter bedste evne og jeg ved godt, at det er svært. For pokker, hvem drømmer om, at blive konge ud af ingenting - eller dronning?"
Alexandre holdt en kort pause og fugtede læberne ganske kort, før han besluttede sig for, at fortsætte sin lille tale.
"Men du skal ikke klare alting alene. Lad være med, at tænke på alle de ting du skal nå lige nu. Det hober sig nemt op inde i hovedet, bare... Prøv at trække vejret. Der behøver ikke, at være arvinger endnu. Det er en sikkerhedsforanstaltning, det ved jeg, men hvis du ikke er klar til det, så venter vi med, at forsøge... Tag dig din tid -" En dyb indånding. "- Jeg ser bare helst, at arvingen også er min, når tiden kommer..."

[Fix]

Ainsha havde lyttet til ham. Det var rigtig nok det han sagde. Hun ville godt have været dronning, det var ike det. Men det var kommet så pludseligt! Hun kiggede på ham med støre øjne, mens han snakkede og snøftede.

"Jeg ser bare helst, at arvingen også er min, når tiden kommer..."

Det fik Ainsha til at trække sig væk fra ham utrolig hurtigt. Hun slog ud efter ham. Hvis lusingen ramte,velle den nok give et mærke. Ainshas krop rystede, men nu af vrede. "Antyder du, at jeg - din kone, landets dronning - ligger med andre end min ægtemand?!" Råbte hun af ham. Hun tog den nærmeste vase, der var inde for rækkevidde og kastede efter ham. "Meget finder jeg mig i, men respektløshed - Der går grænsen!" Hun tog en dyb indånding og sagde så iskoldt: "Ud." Hun pegede på døren.

[Maine]

Lussingen ramte Alexandres kind med et smæld. Han rykkede dog ikke på sig, skønt den brændende, stikkende fornemmelse på den slagne kind næsten bød ham, at ømme sig. Han ville blot ikke gøre det - han var i sin fulde ret til, at sige hvad han sagde; havde hun måske ikke selv vist sig fra en yderst respektløs side tidligere? Jo, det havde hun og han fandt sig heller ikke i, at blive ydmyget på den måde... Og så over en skide staldknægt, hvad fanden bildte hun sig egentlig ind!?

"Antyder du, at jeg - din kone, landets dronning - ligger med andre end min ægtemand?!"

Alexandre trådte let og elegant til siden, da Ainsha kastede vasen efter ham. Et koldt udtryk var faldet over det ellers så smilende ansigt, som hun endnu engang var opflammet i vrede - han havde egentlig regnet med, at det ikke kunne vare længe før det skete, men hun var en meget pludseligt omskiftelig person, hende dronningen. Han betragtede hende længe, uden ord, både imens hun talte, men også bagefter.

"Meget finder jeg mig i, men respektløshed - Der går grænsen! Ud."

Et uforanderligt udtryk gled henover Alexandres ansigt, som han blot vendte ryggen til Ainsha og gik helt ind i rummet, istedet for at stå på den halve balkon udenfor. Istedet for at forsvinde, sådan som hun bød ham, lagde han sig blot ovenpå sengetæppet med hænderne foldet bag hovedet og betragtede sengehimlen med en interesseret mine, før han endelig skilte læberne for, at tale:
"Så vidt, jeg ved, er det mig der har mine ting på det tørre, imens du har vist dig som værende noget om sig," sagde han, uden at se på den rødhårede kvinde, der netop havde givet ham det røde mærke, der prægede hans ene kind. Man kunne ane hvor alle fem fingre havde ramt, men Alexandre klagede sig ikke, heller ikke over, at endnu en vase var blevet knust imod det ubarmhjertige gulv - han havde jo gjort det samme selv. "Desuden kan du ikke smide mig ud. Dette er lige så meget mit værelse, som det er dit. Men det havde du måske glemt, kæreste?"

[Fix]

Ainsha var så rasende, så rasende. Han havde sit på det tørre, mente han? "Dit på det tørre? Du har en letpåklædt, ugift pige som tjenerINDE! Men det er jo i orden, for du er en mand!" sagde hun ironisk. Hun tog endnu en vase og kastede efter ham, mens han lå i sengen. "Hvordan tror du det ser ud, når du giver din dronning lov til at sove ude? Hvis hun ikke sover med dig, hvem gør så?" hvæsede hun. Hun var god til at finde på historier. "Det kunne jo være at jeg havde set en stalddreng derinde, sammen med dig..." sagde hun ondt. Hun ville have ham ned med nakken. Hun ville have magt. Hun gik hen ved siden af ham, så han lå på sengen, og hun stod ved siden af.