En rolig eftermiddag.

[saint]

Mephistopheles holdt hestens reb løst i hånden og lod hånden hvile blidt på dens nedbøjede hals. Han nød at mærke muskler og pels bevæge sig blidt under hans ru håndflade, hver gang hesten drak af vandet. Sneen lå som et blødt, men koldt, hvidt dække over det hele og stilheden var total. Både hestens og hans egen ånde stod som hvide skyer op i den klare luft. En svag vind skubbede den langsomt hen over isen, hvor den fik mere fat, fri fra træernes beskyttende læ. Meph sukkede let og nød freden og roen - han hadede vinter. Han hadede at være lukket inde i den hytte de boede i. Så snart han kunne, så gjorde han, som han gjorde i dag. Tog en hest og red en tur. I dag havde hestens dæmpede skridt ledt dem hen til denne store sø, og han havde lavet et hul i den tykke is, med ishakken han altid havde på sig om vinteren. Han hev blidt hestens hoved til sig, da han skønnede, at den havde drukket nok af det kolde vand. Den skulle nødigt ende op med kolik. Mephistopheles smilede dæmpet og kløede roligt hesten i panden. Dens brune øjne så med dyb tillid på ham og dens øre vippede dovent, upåagtsomt.

[Demon]

Hesten, Dominic, var let til bens. Den gik med fjedrende skridt, men den gik langsomt og ville helst ikke løfte mere end et ben af gangen. Det var forståeligt nok, og Frederick havde sådan set heller ikke travlt. Han klappede den muskuløse hest på halsen, og netop som han gjorde dette, fik hingsten færden af den anden hest. Den løftede hovedet højt og så mod den fremmede og manden.
Frederick samlede fraværende tømmen. Helst skulle han kunne reagere hurtigt.

[saint]

Mephistopheles var stadig væk i sine egne tanker, men hesten ved hans side mærkede tilstedeværelsen af en anden hest og flyttede uroligt på sig. Heldigvis var det en hoppe og det eneste hun gjorde, var at lægge ørerne ned og slå et advarende svirp med halen. Hendes urolige trippen kunne knaps høres i sneen. Mephistopheles drejede hurtigt hovedet og lagde kampklar hånden på sin kniv, klar til at forsvare ham selv og hesten, hvis det var en fremmed med onde hensigter eller et rovdyr. Han fik øje på Frederick og vendte sig langsomt mod ham. Han bukkede let for ham, med en hånd på hoppens hals. Meph forsøgte at gøre sit ansigtsudtryk neutralt, men en svag mistænksomhed skinnede igennem. Han brød sig altså ikke om autoriteterne fra byen. Han lagde blikket på hesten, som majoren red på, og betragtede den let undersøgende, for ikke at skulle se majoren i øjnene. Hans fingre kærtegnede blidt hoppens hals, uden at han tænkte over det, og hun faldt lidt til ro.

[Demon]

Frederick glædede sig over, at det endnu ikke var forår. Dominic var meget kønsmoden, så en hoppe i brunst havde ikke været alt for heldigt. Dominic vrinskede til den anden, mens Frederick steg af. Den fremmedes buk behagede ham. Det var godt at se, at nogle kunne genkende en adelig og vide, hvad man skulle gøre.
Han klappede beroligende hingsten på halsen, da den forsøgte at gå mod den anden. "Vær hilset," sagde han mod Meph.

[saint]

Mephistopheles betragtede kort majorens ansigt og kunne ikke helt placere, om han havde set ham før. Hans kropsholdning var lettere anspændt. Han havde før mødt ubehagelige typer der mente, at 'hestedrengen' ikke var mere værd end resten af de rejsende, og derfor havde han fået et par knubs. Kulden begyndte at trænge ind til hans tæer, og trods varmen fra hoppen, var hans fingre frosne, og han rystede ganske svagt af kulde. Mephs lukkede blik gled atter kort over majoren og stoppede så i sneens hvide tæppe.
"Goddag Herre." Hans neutrale stemme, med et næsten uhørligt strejf af trods, skar tydeligt igennem den frostkolde luft. Mephistopheles skiftede vægten til det andet ben og gnubbede hoppen lige ved manen, hvor han vidste, at hun nød det. Han slappede ikke af i et eneste øjeblik, opmærksom på alle bevægelser fra majoren og hingsten.

(( Jeg skal bare lige sikre mig.. jeg behøves ikke at skrive tale med fed, vel? ))

[Demon]

((OOC: tror jeg ikke...))

Frederick gik hen til vandet og slog hul på isen med sin ridestøvlehæl. Herefter bukkede han sig ned og begyndte at fylde vand i sin flaske. Skulle han langt var det måske nødvendigt at have ekstra vand med - selvom det var bidende koldt.
Konstant holdt han et halvt øje på den fremmede. Rejsende var meget vel mennesker, men de var sjældent glade for hans type, hvilket kunne føre til konfrontationer. Han rettede sig op og stak flasken i en lomme, hvor den måske kunne varmes lidt på hans varme. Dominic stak prøvende mulen ned mod hullet, men Frederick tog tøjlen og holdt den derfra.

[saint]

Mephistopheles fulgte majoren med øjnene og havde aller mest lyst til bare at stikke af, men vidste ikke, om det ville blive taget ilde op. Meph tog prøvende et par skridt hen mod stien, med hoppen efter sig. Da han flyttede sig, blev kongens brændemærke på hesens bag synligt. Han var stadig anspændt, og han brød sig ikke om at skulle vende ryggen til Frederick. En kold vind fandt vej ned til dem og hans sorte hår blev blæst lidt omkring.

(( Godt nok. Og nu vil jeg vist gå i seng. Min hjerne gider ikke mere for i dag. Godnat.))

[Demon]

((Fuck hvor er jeg dårlig til at huske tråde, jeg er med i ))

Frederick så brændemærket. Først tænkte han, at fyren måtte have stjålet hesten, men så ville han nødvendigvis ikke have været så rolig. Han tænkte lidt videre, da tankerne pludselig faldt på plads. "Du er den kongelige hestepasser," sagde Frederick højt mod den anden.