Post by Maine on Mar 11, 2008 21:50:53 GMT 2
Navn:
Alexandre Auberon.
Kalde/kælenavn:
Han foretrækker, at blive kaldt ved sit fornavn og har desuden også autoriteten til, at kræve det.
Fødselsårstid:
Vinter. Født i 1592, hvilket gør ham 26 år gammel.
Køn:
Mand.
Race:
’Indfødt’. Integreret efter krigen. Han er dog halvt tilflytter.
Magi:
’Drømmesyn’. Alexandre kan indimellem drømme sig til, hvad der sker indenfor den nærmeste fremtid.
Magisk kraft:
Ikke så veludviklet. Det er ikke noget, han selv kontrollerer.
Profession:
Konge.
Stand:
Den højeste stand – rig.
Udseende:
Alexandre er en høj mand, med et stærkt – næsten nobelt – ansigt, der bærer høje kindben og måske et lidt arrogant præg. Det har noget, at gøre med at han oftest løfter hovedet den lille del, der gør at han kan se ned på alle, der står foran ham. Det er ikke fordi, Alexandre gør det med vilje – det er bare blevet en vane med tiden, at bruge den mimik han har til rådighed. Han har nemlig også en meget levende en af slagsen. Han kan meget hurtigt antage udtryk, han måske ikke regnede med at udsende til verden, hvilket er en af de ting, han må vænne sig af med, når han nu skal være ’folkets ansigt’.
Alexandre bærer ikke kun tøj der er indenfor kutymen i Eldritch, men har blandet det op med hans ’tilflytterarv’. Dette vil sige meget lette stoffer i naturfarver, samt en del udsmykning i guld, som også præger hans højre øre – skønt dette oftest ikke ses, når det er dækket af håret. I dette befinder der sig tre, små guldringe op langs med ørets bløde bue.
Højde: 181cm.
Øjenfarve: Nøddebrun.
Hårfarve: Mørkeblond (ja, det hedder den farve).
Hudfarve: Lys.
Kropsbygning: Spinkel, dog med markerede muskler.
Specielle kendetegn: Han bærer altid sin signet ring med kongerigets sejl på.
Billede:
- Se venligst bort fra det nymodens hår, selvom det ubestrideligt er noget i den stil, han har det.
Personlighed:
Alexandre er faktisk en meget fattet mand. Der skal meget til, at bringe hans temperament i kog, hvilket vistnok er en fordel, når man er gift med en sand krigerdronning, som Ainsha på sin vis kunne betegnes som. Istedet for at reagere med vrede, reagerer Alexandre oftest med kulde – han er altså ikke en person der råber og skriger meget, men mere en person der bliver afvisende, når man går ham på kniven. Det aggresive blod, fra hans mor, har derfor ingen synlig virkning på den unge konge, men er tværtimod sikkert grunden til, at han er blevet mere rolig af natur – han har aldrig brudt sig om sine aggressive landsmænd og hældede til en mere fredelig tilgang til livet. Ikke desto mindre, er det umuligt for Alexandre at holde det aggressive blod koldt til alle tider og han kan få sine små ’flip’.
Alexandre er meget diplomatisk og upartisk. Hvis et valg stod imellem den bedst egnede og ’en ven’ eller et familimedlem, ville den bedst egnede selvfølgelig få hvad end valget nu medførte af end status eller rigdom.
Baggrunds historie:
Alexandre voksede op i Fiametta bjergene, sammen med sin moder – Aditi – og tvillingebroderen, Oláfur. Deres far var en af de indfødte fra byen Eldritch, der ikke var lige rundt om hjørnet, og han ville utvivlsomt ikke have noget med sin lille familie, at gøre – hvis han overhovedet vidste, at den fandtes. Det skulle ikke undre Alexandre om hans mor blot var stukket af, da hun opdagede graviditeten; hun havde i hvert fald aldrig fortalt noget om det modsatte. Det lå nok blot Aditi Auberon i blodet, at opdrage sine børn på egen hånd – efter sit folks metoder og ikke blot som de forbandet snobbede indfødte i Eldritch.
Alexandre og Oláfur var begge sunde og raske drenge, der nåede langt på hver deres måde. De var begge blevet velsignede med deres folks gaver – Oláfur kommunikerede med alle de levende væsner, der fandtes i Fiametta bjergene og Alexandre... Havde mareridt. Det værste ved dem, var dog at de oftest udviklede sig til den pure sandhed, nåre mareridtet var slut. Den første forudsigelse, Alexandre nogensinde foretog, var da han som femten-årig så sin mors død i en mørk og kold drøm, der skræmte ham fra vid og sans. Han fortalte Aditi om den, men hun fortalte sin søn, at han ikke skulle frygte det – det var jo blot en drøm. Eftersom han ikke havde vist tegn på nogen form for magiske evner før i tiden, regnede moderen ikke med, at han havde arvet hendes evne til, at forudsige fremtidens småtterier. Moderens ord beroligede Alexandre, der i de følgende dage ellers gik med tungt hjerte og frygtede, at der var mere i drømmen end blot irrationel frygt – da den første uge var omme, havde han næsten glemt drømmens ondskab... Men den havde ikke glemt Alexandre.
Dagen efter vågnede Alexandre ved et hjerteskærende skrig. Et skrig fra en ung mand, der netop havde set sin mor vælte om på gulvet i deres hytte. Oláfur råbte og skreg, hvorefter lyden af stampende fødder henover trægulvet ledte ham ind til Alexandres værelse. Den anden halvdel af tvillingeparret blev flået ud af sengen, i en surrealistisk tåge af skrækblandet viden om, at han havde haft ret i, at der var noget, at være bange for.
Efter moderens død, måtte de to knægte klare sig selv. Skønt de andre familier i Fiametta bjergene tilbød deres hjælp, afslog tvillingerne den blankt. De ville klare sig selv, ville vise både sig selv og deres medmennesker, at deres mor havde opdraget dem på rette vis. Og det virkede. I begyndelsen, var det hårdt at være fuldkommen overladt til sig selv, men med tiden blev det mindre og mindre. Alexandre måtte klare, at jage da Oláfur var elendig til at slå væsner ihjel, som han kunne forstå og tale med – det virkede så monstrøst, når de virkede helt humane for ham. Det ville være ligesom, at myrde et tilfældigt menneske, man mødte på gaden og ikke bare et stykke vildt, der skulle flåes og spises.
Gennem hårdt arbejde opnåede drengene respekt og blev efterhånden til mænd istedet. Oláfur giftede sig med den smukkeste pige i bjergene og blev en ukronet leder for folket. Ikke desto mindre vidste alle i omegnen af bjergene, at han bestemte hvad der var rigtigt og forkert i de svimlende højder. Derfor var det også ham og hans familie, der blev tyet til, da kongefamilien i Eldritch blev myrdet og han overtalte Alexandre til, at gøre kur til prinsessen. Det huede ikke den yngre tvillingebror, at gøre kur til nogen kvinde for livet – i hvert fald ikke lige for øjeblikket! – men som med næsten alt andet, overtalte Oláfur ham alligevel til sidst. Overraskende nok accepterede prinsesse Ainsha ham og indtil videre, har de været gift i et par måneder.
Det er et lidt svingende forhold for de unge mennesker, der ikke rigtig har lært hinanden, at kende endnu. Sådan noget tager tid – år, hvis det skal være helt rigtigt, men de har jo også hele resten af livet tilbage til det...
Kan lide:
- Orden.
- Skønhed. Hvad enten dette er i mennesker, eller ting.
- Regn.
- Sommeraftener.
Kan ikke lide:
- For mange mennesker, hvilket betyder at han ikke deltager aktivt i mange banketter, medmindre han har en virkelig god grund til dette.
- Respektløse folk. Også dem der bare er overnaturligt sleske og lader som om, det er en form for respekt.
- Foræddere. Forråder nogen ham, vil han utvivlsomt tage en grusom hævn.
Evner:
Diplomatiske egenskaber præger den unge konge mest, men udover det, er han også en anelse strategisk anlagt. Dette er dog ikke på linje med nogen militsmand, men mere så han ikke er komplet uvidende, når der tales slag med de øverstbefalende.
Andet:
-
Alexandre Auberon.
Kalde/kælenavn:
Han foretrækker, at blive kaldt ved sit fornavn og har desuden også autoriteten til, at kræve det.
Fødselsårstid:
Vinter. Født i 1592, hvilket gør ham 26 år gammel.
Køn:
Mand.
Race:
’Indfødt’. Integreret efter krigen. Han er dog halvt tilflytter.
Magi:
’Drømmesyn’. Alexandre kan indimellem drømme sig til, hvad der sker indenfor den nærmeste fremtid.
Magisk kraft:
Ikke så veludviklet. Det er ikke noget, han selv kontrollerer.
Profession:
Konge.
Stand:
Den højeste stand – rig.
Udseende:
Alexandre er en høj mand, med et stærkt – næsten nobelt – ansigt, der bærer høje kindben og måske et lidt arrogant præg. Det har noget, at gøre med at han oftest løfter hovedet den lille del, der gør at han kan se ned på alle, der står foran ham. Det er ikke fordi, Alexandre gør det med vilje – det er bare blevet en vane med tiden, at bruge den mimik han har til rådighed. Han har nemlig også en meget levende en af slagsen. Han kan meget hurtigt antage udtryk, han måske ikke regnede med at udsende til verden, hvilket er en af de ting, han må vænne sig af med, når han nu skal være ’folkets ansigt’.
Alexandre bærer ikke kun tøj der er indenfor kutymen i Eldritch, men har blandet det op med hans ’tilflytterarv’. Dette vil sige meget lette stoffer i naturfarver, samt en del udsmykning i guld, som også præger hans højre øre – skønt dette oftest ikke ses, når det er dækket af håret. I dette befinder der sig tre, små guldringe op langs med ørets bløde bue.
Højde: 181cm.
Øjenfarve: Nøddebrun.
Hårfarve: Mørkeblond (ja, det hedder den farve).
Hudfarve: Lys.
Kropsbygning: Spinkel, dog med markerede muskler.
Specielle kendetegn: Han bærer altid sin signet ring med kongerigets sejl på.
Billede:
- Se venligst bort fra det nymodens hår, selvom det ubestrideligt er noget i den stil, han har det.
Personlighed:
Alexandre er faktisk en meget fattet mand. Der skal meget til, at bringe hans temperament i kog, hvilket vistnok er en fordel, når man er gift med en sand krigerdronning, som Ainsha på sin vis kunne betegnes som. Istedet for at reagere med vrede, reagerer Alexandre oftest med kulde – han er altså ikke en person der råber og skriger meget, men mere en person der bliver afvisende, når man går ham på kniven. Det aggresive blod, fra hans mor, har derfor ingen synlig virkning på den unge konge, men er tværtimod sikkert grunden til, at han er blevet mere rolig af natur – han har aldrig brudt sig om sine aggressive landsmænd og hældede til en mere fredelig tilgang til livet. Ikke desto mindre, er det umuligt for Alexandre at holde det aggressive blod koldt til alle tider og han kan få sine små ’flip’.
Alexandre er meget diplomatisk og upartisk. Hvis et valg stod imellem den bedst egnede og ’en ven’ eller et familimedlem, ville den bedst egnede selvfølgelig få hvad end valget nu medførte af end status eller rigdom.
Baggrunds historie:
Alexandre voksede op i Fiametta bjergene, sammen med sin moder – Aditi – og tvillingebroderen, Oláfur. Deres far var en af de indfødte fra byen Eldritch, der ikke var lige rundt om hjørnet, og han ville utvivlsomt ikke have noget med sin lille familie, at gøre – hvis han overhovedet vidste, at den fandtes. Det skulle ikke undre Alexandre om hans mor blot var stukket af, da hun opdagede graviditeten; hun havde i hvert fald aldrig fortalt noget om det modsatte. Det lå nok blot Aditi Auberon i blodet, at opdrage sine børn på egen hånd – efter sit folks metoder og ikke blot som de forbandet snobbede indfødte i Eldritch.
Alexandre og Oláfur var begge sunde og raske drenge, der nåede langt på hver deres måde. De var begge blevet velsignede med deres folks gaver – Oláfur kommunikerede med alle de levende væsner, der fandtes i Fiametta bjergene og Alexandre... Havde mareridt. Det værste ved dem, var dog at de oftest udviklede sig til den pure sandhed, nåre mareridtet var slut. Den første forudsigelse, Alexandre nogensinde foretog, var da han som femten-årig så sin mors død i en mørk og kold drøm, der skræmte ham fra vid og sans. Han fortalte Aditi om den, men hun fortalte sin søn, at han ikke skulle frygte det – det var jo blot en drøm. Eftersom han ikke havde vist tegn på nogen form for magiske evner før i tiden, regnede moderen ikke med, at han havde arvet hendes evne til, at forudsige fremtidens småtterier. Moderens ord beroligede Alexandre, der i de følgende dage ellers gik med tungt hjerte og frygtede, at der var mere i drømmen end blot irrationel frygt – da den første uge var omme, havde han næsten glemt drømmens ondskab... Men den havde ikke glemt Alexandre.
Dagen efter vågnede Alexandre ved et hjerteskærende skrig. Et skrig fra en ung mand, der netop havde set sin mor vælte om på gulvet i deres hytte. Oláfur råbte og skreg, hvorefter lyden af stampende fødder henover trægulvet ledte ham ind til Alexandres værelse. Den anden halvdel af tvillingeparret blev flået ud af sengen, i en surrealistisk tåge af skrækblandet viden om, at han havde haft ret i, at der var noget, at være bange for.
Efter moderens død, måtte de to knægte klare sig selv. Skønt de andre familier i Fiametta bjergene tilbød deres hjælp, afslog tvillingerne den blankt. De ville klare sig selv, ville vise både sig selv og deres medmennesker, at deres mor havde opdraget dem på rette vis. Og det virkede. I begyndelsen, var det hårdt at være fuldkommen overladt til sig selv, men med tiden blev det mindre og mindre. Alexandre måtte klare, at jage da Oláfur var elendig til at slå væsner ihjel, som han kunne forstå og tale med – det virkede så monstrøst, når de virkede helt humane for ham. Det ville være ligesom, at myrde et tilfældigt menneske, man mødte på gaden og ikke bare et stykke vildt, der skulle flåes og spises.
Gennem hårdt arbejde opnåede drengene respekt og blev efterhånden til mænd istedet. Oláfur giftede sig med den smukkeste pige i bjergene og blev en ukronet leder for folket. Ikke desto mindre vidste alle i omegnen af bjergene, at han bestemte hvad der var rigtigt og forkert i de svimlende højder. Derfor var det også ham og hans familie, der blev tyet til, da kongefamilien i Eldritch blev myrdet og han overtalte Alexandre til, at gøre kur til prinsessen. Det huede ikke den yngre tvillingebror, at gøre kur til nogen kvinde for livet – i hvert fald ikke lige for øjeblikket! – men som med næsten alt andet, overtalte Oláfur ham alligevel til sidst. Overraskende nok accepterede prinsesse Ainsha ham og indtil videre, har de været gift i et par måneder.
Det er et lidt svingende forhold for de unge mennesker, der ikke rigtig har lært hinanden, at kende endnu. Sådan noget tager tid – år, hvis det skal være helt rigtigt, men de har jo også hele resten af livet tilbage til det...
Kan lide:
- Orden.
- Skønhed. Hvad enten dette er i mennesker, eller ting.
- Regn.
- Sommeraftener.
Kan ikke lide:
- For mange mennesker, hvilket betyder at han ikke deltager aktivt i mange banketter, medmindre han har en virkelig god grund til dette.
- Respektløse folk. Også dem der bare er overnaturligt sleske og lader som om, det er en form for respekt.
- Foræddere. Forråder nogen ham, vil han utvivlsomt tage en grusom hævn.
Evner:
Diplomatiske egenskaber præger den unge konge mest, men udover det, er han også en anelse strategisk anlagt. Dette er dog ikke på linje med nogen militsmand, men mere så han ikke er komplet uvidende, når der tales slag med de øverstbefalende.
Andet:
-