Post by Maine on Sept 18, 2007 20:18:22 GMT 2
Navn: Louisa Murchadh (født, Rosier).
Kalde/kælenavn: -
Fødselsårstid: Foråret, 1595 – hvilket gør hende 23 år gammel.
Køn: Kvinde.
Race: Indfødt.
Magi: -
Magisk kraft: -
Profession: Hun er sin mands hustru, er der andet at sige?
Stand: Rig.
Udseende:
Louisa har et meget kønt, ovalt ansigt med høje kindben der får hende til at virke mere nobel. Hun er ejer af en køn, rosenrød amormund der altid smiler sit reserverede smil. Louisa har desuden en pudsig mimik og udtrykker sig meget ved brug af denne, både bevidst og ubevidst. Håret har samme farve som rav og er oftest bundet op på hovedet for ikke at virke uhumsk. Det ville jo ikke ligefrem være heldigt, hvis hun endte som værende kendt som ’arbejdende kvinde’. Fine kvinder arbejder ikke og det kan også ses på Louisas hudfarve der nærmest er snehvid. Hun klæder sig for det meste i grønne farver, da disse står bedst til hendes fremtræden, men ellers blot, hvad hun bliver rådet til af dem der har forstand på det. Louisa bruger kun korset for at få hendes barm til at fremstå mere fyldig, da denne er ganske beskeden, hendes lidt spinkle krop taget i betragtning. Da hun er i sin tidlige voksenalder, vil hendes krop stadig være lidt under udvikling og hun vil med tiden blive mere fyldig, selvom hun allerede har erhvervet sig en kvindes figur.
Højde: 1.67.
Øjenfarve: En lys, grå-blå nuance.
Hårfarve: En mellemting af mørkt og lyst. Det ejer et gyldent skær.
Hudfarve: Meget lys.
Kropsbygning: Slank, dog en anelse spinkel.
Specielle kendetegn: Tre mærker fra et bælte henover ryggen. Disse er dog ufatteligt utydelige og kan naturligvis kun ses, hvis Louisa er afklædt.
Billede:
Personlighed:
Louisa er en pæn og ordentlig, ung kvinde der kender sin plads, sådan som det siges. Hun kan virke meget reserveret, da hun kun siger ting, der ikke bringer ’ildkamp’ til hverdag. Kun ganske få gange, har hun nogensinde sagt noget der kunne virke uanstændigt eller oprivende. Louisa er meget underdanig på overfladen og gør, hvad de folk der er over hende, nu engang ’befaler’. I hvert fald siden, hun blev gift. Før i tiden, var Louise den gladeste pige i verden, der var så sprudlende af energi og skøre idéer at det knap var muligt at tro på. Hun var gerne en smule spydig og var, hvad hendes forældre kaldte ’en lurendrejer’. Nærmest værre end sine brødre. Hun ændrede sig dog ret markant, som nævnt ovenfor. Dog skal det siges at under Louisas pæne facade gemmer der sig en evig skam der fortærer hendes overflade bid for bid, indtil den få gange går helt i opløsning og hun siger sin mening som den er, eller simpelthen blot ikke kan holde ud at opholde sig i nærheden af nogen som helst, imens hun raser ud.
Baggrunds historie:
Louisa Rosier var den yngste pige i en søskendeflok på syv, hvoraf hendes ældste søster allerede var giftet væk, da Louisa kom til verden. Som den yngste, var hun naturligvis forkælet og ’faderens øjesten’. Han plejede i hvert fald hellere at ville kalde hende dette end en ’lurendrejer’, som var moderens foretrukne betegnelse. Hun brød sig ikke om at hendes mand forkælede deres yngste i sådan grad og var bange for at han gav den unge pige falske forhåbninger til livet. Medina Rosier – som var moderens navn – vidste nemlig at tiden ville komme, hvor Louisa ikke længere kunne gøre som hun lystede og måtte falde til ro, når hun skulle stifte familie.
Louisa havde selvfølgelig overhovedet ikke noget der bare lignede voksent liv i tankerne og farede rundt til både det ene og det andet i hendes unge år. Af sine brødre lærte hun at fægte og ride, af sine søstre at sidde pænt og opføre sig anstændigt. Louisa vidste godt med sig selv, hvilken af disse to ordninger, hun foretrak og det havde bestemt ikke noget med at sidde stille at gøre! En frimodig ung dame der levede et liv, som faderen uden tvivl accepterede, skønt moderen så lidt skævt til Louisas udskejelser. Især da hun begyndte at omgås den væmmelige knægt fra Madeiro-familien! Han var i hvert fald ikke af deres stand og tænkt sig, hvis der pludselig gik noget galt i den arme piges hoved! Nej-nej, ham skulle hun ikke omgås!
Marke Madeiro var kun et par år ældre end Louisa, men så afgjort en, hun var faldet for i en alder af sølle tolv år. Meget tidligt og så endda ikke noget der nogensinde kunne blive frugtbart. Marke var nemlig ikke af nogen videre god æt. For det første var han middelklasse og for det andet, var hans hår ravnsort og krøllet! Det kunne der ikke blive noget af, havde Medina Rosier skræppet op om og dette var nok også den eneste gang, Jerico Rosier nogensinde havde slået sin datter. Han fortrød det også bitterligt, for hun blev ikke den samme efter de tre, smældende slag med faderens livrem. De efterlod dybe, blødende mærker på hendes ryg og da de helede, kunne omridset stadig ses. Medina kunne godt se at Louisa og Jerico ikke længere havde det samme forhold til hinanden og forsøgte derfor at lappe det lidt ved at fortælle at hun allerede var lovet væk til en anden. Af pænere stand og som hun helt sikkert ville bryde sig om; for som moderen sagde, så lærte man at elske den man blev kædet sammen med. Det var utvivlsomt!
Dette var dog ikke tilfældet for Louisa. Allerede et halvt år efter, blev hun officielt voksen og gik ind i Murchadh-familien, ved at gifte sig med den ti år ældre Myrrdin. De var på ingen måde på bølgelængde og Louisa led under at være blevet taget fra sin familie så tidligt, endnu før hun selv følte sig klar til noget som helst andet end sjov og ballade, sådan som Medina havde været ræd for.
Louisa levede et kærlighedsløst liv, da hendes ægtemand viste sig kun at skulle bruge hende til at producere arvinger. Der er dog endnu ikke kommet meget frugtbart ud af de to, da – dette vides dog ikke med sikkerhed – der blev taget lidt hensyn til hendes unge alder i begyndelsen af ægteskabet. Myrrdin virkede ikke glad for fysisk kontakt og Louisa der var vant til en kærlig familie hensank i yderligere sorgmod. Hun lærte dog at skjule skuffelsen over det liv, hun levede, bag reserverede smil og en vis underdanighed der da også blev sat pris på, da hun trods alt ikke var andet end en pyntegenstand der skulle føde arvinger. Louisa forsøgte dog meget i starten at vise at hun var interesseret i at få mere ud af ægteskabet end blot overflade. Hun var meget fascineret af det Myrrdin kunne med vand og gav også sin begejstring til kende. Det syntes dog aldrig at vide og hun dykkede derfor tilbage under sin facade og forblev dernede, mutters alene.
Facaden blev dog svær at holde med tiden, da Louisa tænkte mere og mere tilbage på Marke Madeiro. Selvom hun kun havde været tolv år gammel dengang, havde det været mere virkeligt end noget andet. Gennem sit arrangerede ægteskab, kunne hun ikke undgå at tænke på, hvad hendes forhold til Marke kunne være blevet til. Intet kunne være værre end ingen respekt, intet frisind. Louisa følte sig mest af alt fanget i denne skamfølelse over ikke at have gjort noget, imens hun selv kunne. Indimellem fik skamfølelsen dog også lidt raseri spædet til og hun måtte drage væk fra sit hjem for et par timer for derefter at komme hjem og være lige så reserveret og medgørlig som hun plejede. Louisa ønskede et bedre liv end dette – skønt hun havde alt, hvad hendes ældre søstre drømte om, da de kun var giftet halvt så godt væk. De besøgte hinanden indimellem, men som årene gik, kunne Louisa se, hvordan de lærte at holde af deres ægtemænd, hvorimod hun stadig kun havde ringe følelser at tale om.
Louisa ønsker stadig noget mere af livet, men hun fik ikke handlet dengang, hvor hun kunne og er ikke sikker på at chancen nogensinde vil opbyde sig igen... Hvad skulle hun så også gøre ved det? Ingen vil eje en anden mands hustru, hvis ikke han er afgået ved døden først.
Kan lide:
- Musik.
- Ridning.
- Fægtning.
- Brodering (’påtvunget’).
- Banquetter/diverse fester.
- Til dels sin ægtemand.
Kan ikke lide:
- At være alene.
- Mørke. Hun kan gå helt i panik over det.
- Mennesker med facader, hvilket er ret ironisk, da hun selv har en af slagsen.
- Til dels sin ægtemand.
Evner:
Fægtning og ridning har af alle dage været Louisas fortrin. Hun har dog modtaget nogle lektioner i dans, som var meget vigtige og som hun evner, uden egentlig at bryde sig meget om det. Hun har tillige anskaffet sig en evne for at lyve og ’lade som om’, når noget ikke lige går hendes vej.
Andet: -
Kalde/kælenavn: -
Fødselsårstid: Foråret, 1595 – hvilket gør hende 23 år gammel.
Køn: Kvinde.
Race: Indfødt.
Magi: -
Magisk kraft: -
Profession: Hun er sin mands hustru, er der andet at sige?
Stand: Rig.
Udseende:
Louisa har et meget kønt, ovalt ansigt med høje kindben der får hende til at virke mere nobel. Hun er ejer af en køn, rosenrød amormund der altid smiler sit reserverede smil. Louisa har desuden en pudsig mimik og udtrykker sig meget ved brug af denne, både bevidst og ubevidst. Håret har samme farve som rav og er oftest bundet op på hovedet for ikke at virke uhumsk. Det ville jo ikke ligefrem være heldigt, hvis hun endte som værende kendt som ’arbejdende kvinde’. Fine kvinder arbejder ikke og det kan også ses på Louisas hudfarve der nærmest er snehvid. Hun klæder sig for det meste i grønne farver, da disse står bedst til hendes fremtræden, men ellers blot, hvad hun bliver rådet til af dem der har forstand på det. Louisa bruger kun korset for at få hendes barm til at fremstå mere fyldig, da denne er ganske beskeden, hendes lidt spinkle krop taget i betragtning. Da hun er i sin tidlige voksenalder, vil hendes krop stadig være lidt under udvikling og hun vil med tiden blive mere fyldig, selvom hun allerede har erhvervet sig en kvindes figur.
Højde: 1.67.
Øjenfarve: En lys, grå-blå nuance.
Hårfarve: En mellemting af mørkt og lyst. Det ejer et gyldent skær.
Hudfarve: Meget lys.
Kropsbygning: Slank, dog en anelse spinkel.
Specielle kendetegn: Tre mærker fra et bælte henover ryggen. Disse er dog ufatteligt utydelige og kan naturligvis kun ses, hvis Louisa er afklædt.
Billede:
Personlighed:
Louisa er en pæn og ordentlig, ung kvinde der kender sin plads, sådan som det siges. Hun kan virke meget reserveret, da hun kun siger ting, der ikke bringer ’ildkamp’ til hverdag. Kun ganske få gange, har hun nogensinde sagt noget der kunne virke uanstændigt eller oprivende. Louisa er meget underdanig på overfladen og gør, hvad de folk der er over hende, nu engang ’befaler’. I hvert fald siden, hun blev gift. Før i tiden, var Louise den gladeste pige i verden, der var så sprudlende af energi og skøre idéer at det knap var muligt at tro på. Hun var gerne en smule spydig og var, hvad hendes forældre kaldte ’en lurendrejer’. Nærmest værre end sine brødre. Hun ændrede sig dog ret markant, som nævnt ovenfor. Dog skal det siges at under Louisas pæne facade gemmer der sig en evig skam der fortærer hendes overflade bid for bid, indtil den få gange går helt i opløsning og hun siger sin mening som den er, eller simpelthen blot ikke kan holde ud at opholde sig i nærheden af nogen som helst, imens hun raser ud.
Baggrunds historie:
Louisa Rosier var den yngste pige i en søskendeflok på syv, hvoraf hendes ældste søster allerede var giftet væk, da Louisa kom til verden. Som den yngste, var hun naturligvis forkælet og ’faderens øjesten’. Han plejede i hvert fald hellere at ville kalde hende dette end en ’lurendrejer’, som var moderens foretrukne betegnelse. Hun brød sig ikke om at hendes mand forkælede deres yngste i sådan grad og var bange for at han gav den unge pige falske forhåbninger til livet. Medina Rosier – som var moderens navn – vidste nemlig at tiden ville komme, hvor Louisa ikke længere kunne gøre som hun lystede og måtte falde til ro, når hun skulle stifte familie.
Louisa havde selvfølgelig overhovedet ikke noget der bare lignede voksent liv i tankerne og farede rundt til både det ene og det andet i hendes unge år. Af sine brødre lærte hun at fægte og ride, af sine søstre at sidde pænt og opføre sig anstændigt. Louisa vidste godt med sig selv, hvilken af disse to ordninger, hun foretrak og det havde bestemt ikke noget med at sidde stille at gøre! En frimodig ung dame der levede et liv, som faderen uden tvivl accepterede, skønt moderen så lidt skævt til Louisas udskejelser. Især da hun begyndte at omgås den væmmelige knægt fra Madeiro-familien! Han var i hvert fald ikke af deres stand og tænkt sig, hvis der pludselig gik noget galt i den arme piges hoved! Nej-nej, ham skulle hun ikke omgås!
Marke Madeiro var kun et par år ældre end Louisa, men så afgjort en, hun var faldet for i en alder af sølle tolv år. Meget tidligt og så endda ikke noget der nogensinde kunne blive frugtbart. Marke var nemlig ikke af nogen videre god æt. For det første var han middelklasse og for det andet, var hans hår ravnsort og krøllet! Det kunne der ikke blive noget af, havde Medina Rosier skræppet op om og dette var nok også den eneste gang, Jerico Rosier nogensinde havde slået sin datter. Han fortrød det også bitterligt, for hun blev ikke den samme efter de tre, smældende slag med faderens livrem. De efterlod dybe, blødende mærker på hendes ryg og da de helede, kunne omridset stadig ses. Medina kunne godt se at Louisa og Jerico ikke længere havde det samme forhold til hinanden og forsøgte derfor at lappe det lidt ved at fortælle at hun allerede var lovet væk til en anden. Af pænere stand og som hun helt sikkert ville bryde sig om; for som moderen sagde, så lærte man at elske den man blev kædet sammen med. Det var utvivlsomt!
Dette var dog ikke tilfældet for Louisa. Allerede et halvt år efter, blev hun officielt voksen og gik ind i Murchadh-familien, ved at gifte sig med den ti år ældre Myrrdin. De var på ingen måde på bølgelængde og Louisa led under at være blevet taget fra sin familie så tidligt, endnu før hun selv følte sig klar til noget som helst andet end sjov og ballade, sådan som Medina havde været ræd for.
Louisa levede et kærlighedsløst liv, da hendes ægtemand viste sig kun at skulle bruge hende til at producere arvinger. Der er dog endnu ikke kommet meget frugtbart ud af de to, da – dette vides dog ikke med sikkerhed – der blev taget lidt hensyn til hendes unge alder i begyndelsen af ægteskabet. Myrrdin virkede ikke glad for fysisk kontakt og Louisa der var vant til en kærlig familie hensank i yderligere sorgmod. Hun lærte dog at skjule skuffelsen over det liv, hun levede, bag reserverede smil og en vis underdanighed der da også blev sat pris på, da hun trods alt ikke var andet end en pyntegenstand der skulle føde arvinger. Louisa forsøgte dog meget i starten at vise at hun var interesseret i at få mere ud af ægteskabet end blot overflade. Hun var meget fascineret af det Myrrdin kunne med vand og gav også sin begejstring til kende. Det syntes dog aldrig at vide og hun dykkede derfor tilbage under sin facade og forblev dernede, mutters alene.
Facaden blev dog svær at holde med tiden, da Louisa tænkte mere og mere tilbage på Marke Madeiro. Selvom hun kun havde været tolv år gammel dengang, havde det været mere virkeligt end noget andet. Gennem sit arrangerede ægteskab, kunne hun ikke undgå at tænke på, hvad hendes forhold til Marke kunne være blevet til. Intet kunne være værre end ingen respekt, intet frisind. Louisa følte sig mest af alt fanget i denne skamfølelse over ikke at have gjort noget, imens hun selv kunne. Indimellem fik skamfølelsen dog også lidt raseri spædet til og hun måtte drage væk fra sit hjem for et par timer for derefter at komme hjem og være lige så reserveret og medgørlig som hun plejede. Louisa ønskede et bedre liv end dette – skønt hun havde alt, hvad hendes ældre søstre drømte om, da de kun var giftet halvt så godt væk. De besøgte hinanden indimellem, men som årene gik, kunne Louisa se, hvordan de lærte at holde af deres ægtemænd, hvorimod hun stadig kun havde ringe følelser at tale om.
Louisa ønsker stadig noget mere af livet, men hun fik ikke handlet dengang, hvor hun kunne og er ikke sikker på at chancen nogensinde vil opbyde sig igen... Hvad skulle hun så også gøre ved det? Ingen vil eje en anden mands hustru, hvis ikke han er afgået ved døden først.
Kan lide:
- Musik.
- Ridning.
- Fægtning.
- Brodering (’påtvunget’).
- Banquetter/diverse fester.
- Til dels sin ægtemand.
Kan ikke lide:
- At være alene.
- Mørke. Hun kan gå helt i panik over det.
- Mennesker med facader, hvilket er ret ironisk, da hun selv har en af slagsen.
- Til dels sin ægtemand.
Evner:
Fægtning og ridning har af alle dage været Louisas fortrin. Hun har dog modtaget nogle lektioner i dans, som var meget vigtige og som hun evner, uden egentlig at bryde sig meget om det. Hun har tillige anskaffet sig en evne for at lyve og ’lade som om’, når noget ikke lige går hendes vej.
Andet: -