|
Post by Demon on Sept 7, 2007 0:49:24 GMT 2
Hun havde mærket hans blik på hende, og hun havde ladet som ingenting. Hun ville ikke gøre ham forlegn over noget, der i hendes øjne er mere menneskeligt end noget andet ved hoffet. I stedet så hun mod stjernerne og opdagede hurtigt det timeglasformede omrids af Orion og den firkantede Karlsvogn. Hendes mørke øjne, der syntes at være skabt af natmørk himmel, gled langsommeligt over omgivelserne. Hun smilte en smule for sig selv, da han halvt bebrejdende så på hende. Men hun havde mærket hans reaktion, og hun ville intet sige mod det. Der var noget ved ham, der fik det hele til at føltes intimt og bekendt. Hun og greven var aldrig gået rundt, men til banketter, der også til tider havde kedet ham, havde hun aet ham på samme måde. 'Du gør mig ung, min sangfugl...' havde han altid sagt til hende. Et øjeblik hørte hun et par dumbe lyde bag dem, inden prinsen pludselig slap hende. Hun vidste, at blev han set med Gøgen, ville de mange adelige kvinder ikke lave andet resten af aftenen, end at snakke derom. Hun selv vendte sig med en afbalanceret ynde og så mod den fremmede med hesten. En kvinde, der tydeligvis ønskede, at hun var en mand.
|
|
|
Post by vegas on Sept 9, 2007 22:31:31 GMT 2
Mirale farede straks sammen da dem foran hende ville vide hvem hun var. Men hun måtte vel forklare dem det, hun lagde ganske let det blege ansigt på skrå og hendes vildtre og røde krøller faldt ned over hendes bare skuldre. Den kjole hun bar, var blodrød og kanten på den helt sort. Hun elskede disse farver. "Jeg er Mirale ad Dufva," præsenterede hun sig og nejede ganske svagt. Hendes far var en af de rigeste mænd i landet og hans eneste barn. Da hun igen rettede sig op, så hun først at det rent faktisk var prinsen og Gøgen hun stod overfor. Hjertet begyndte at pumpe hurtigere og hurtigere, det var ikke ligefrem dem hun havde håbet på skulle opdage hende. I et hop var hun oppe på ryggen af den hvide hoppe. "Men nu må jeg desværre gå," sagde hun i en sarkastisk tone. Så satte hun hælene i flankerne på hesten og galopperede ud af haven.
|
|
|
Post by Demon on Sept 18, 2007 18:50:48 GMT 2
((Det er Matts tur, eller?))
|
|
|
Post by chilitoke on Sept 28, 2007 13:26:08 GMT 2
Mat var lettet over at Carmen ikke satte noget videre i at han havde sluppet hende som var hun giftig. Der fandtes nogle kvinder der nærmest hylede hvis man så bort fra dem i blot et øjeblik. Mat undrede sig dog lidt over at kvinden var så nervøs som hun var, måske havde hun luret? Hvor længe havde hun stået her!? Og hvad helvede lavede en hest i blomster haven. Mat nikkede som svar på hendes nej, ”Komtesse Mirale O'Keefe ad Dufva, må jeg præsentere Enkegrevinde Carmen van Gottesaih” Sagde Mat og løftede en hånd i retning af Carmen. Mat undrede sig dog noget da hun blot sprang op på hesten. De skørte var ikke ligefrem ideel til at ride i, havde hun ingen blufærdighed! Man kunne jo se op til hendes knæ! Mat sprang til side da hesten galopperede forbi, og kastede også en arm ud for at sikre sig grevinden ikke stod i vejen. Med den reaktion have hun tydeligvis ikke rent mel i posen, hvor længe havde hun været der. ”Ingen heste forlader haven! På kronens ordrer!” smælde Mat kommanderende ud i natten. Spørgsmålet var om der var nogle på vagt ved udgangene og om de var nok til at stoppe en hest. ”Hvad gik der lige af hende?” mumlede Mat derefter halvt til sig selv halvt til grevinden.
((Da du ikke nævner at det er en ridekjole på noget tidspunkt antager jeg at den ikke har delt skørt. Da du ligeledes sætter hælene i flankerne antager jeg også at du ikke sidder sidelæns på hesten.)) ((Er posten redigeret eller er "flugt" delen blot blevet vedhæftet den 14))
|
|
|
Post by Demon on Sept 30, 2007 13:01:34 GMT 2
(( Jeg skyder på, at hun har lagt det til d. 14... ))
Carmen nejede roligt og holdt derved en smule ud i sin røde kjole. Hun smilte en smule, som hun skulle. Hun så op og ned af hende. Denne komtesse var åbenbart lige så dristig som hende selv, når det kom til valget af kjoler. Hun nåede ikke meget andet end at rette sig op igen, før komtessen ansporede sin hest. Grevinden stod lidt og så efter hende. *Mærkværdig pige...* var det første, hun tænkte, men så rynkede hun brynene, *mon hun blev forskrækket - eller skuffet? - over hvad hun her har set?* Uden tvivl kendte hun prinsen. Enhver komtesse havde studeret hans udseende. Og Gøgen? Sandsynligvis havde hendes mor advaret hende om at blive sådan. Da prinsen råbte ordrer ud i natten, gættede Carmen hurtigt hans tanker. Han ville som hende vide, hvorfor hun flygtede. Og om det havde noget at gøre med det, hun uden tvivl havde set?
"Hun er nok hemmeligt forelsket i dig..." kommenterede Carmen med lystigt lysende øjne, mens hun trådte ham lidt nærmere igen.
|
|
|
Post by chilitoke on Oct 1, 2007 18:44:31 GMT 2
Mat rettede irriteret på sin våben kappe og gjorde et kast med hovedet for at få sit hår på plads. Nå nok med selvoptagenheden, kom videre se skaden an! skolede Mat sig selv. "Lad mig undskylde på hendes vegne jeg er sikker på der er en forklaring" sagde Mat roligt henvendt til Carmen, hvorefter han med et smil tilføjede "Det er langt fra den normale virkning jeg har på kvinder" højst upassende men han kunne ikke lade være, nok fordi stemningen var så meget løsere end han var vant til.
"Hun er nok hemmeligt forelsket i dig..."
Mat kunne ikke lade være med at le kort, diskretion var ikke ligefrem Carmens stærke side. Mat havde svært ved ikke at smide en sarkastisk kommentar i retningen af "er alle ikke det?" Men valgte dog at lade være han var ikke en af hans fjollede søster der rendte rundt og fniste af en køn fyr. han havde pligt og ansvar og alliancer opnået gennem giftemål var en stor del af dette. Mat trak vejret dybt. "Måske De har ret...men De lader jo også til at være en af de få der ikke nøjes med at være i hemmelighed" sagde Mat, og betragtede selv sætningen som en smule vovet. Var dette for ligefremt? risikerede han at fornærme hendes, han havde jo egentlig insunieret noget om hendes intentioner...men det havde jo på en måde været ham der havde inviteret hende her ud.
|
|
|
Post by Fix on Oct 1, 2007 20:18:13 GMT 2
((Mat har lige lagt mærke til at du er to steder på en gang. Både her og i det topic, der hedder "Hjemme igen". Man må kun være et sted ad gangen.))
|
|
|
Post by Demon on Oct 2, 2007 13:41:48 GMT 2
Da prinsen begyndte at undskylde på komtessens vegne, holdt hun en hånd op og for at få ham til at stoppe. "Jeg er ikke så fin af mig, at jeg bliver fornærmet over sådan noget... den eneste, der bør undskylde - hvis det overhovedet er aktuelt - er hende..." siger hun med en roligt, mild holdning. Da han derefter tilføjede, at han ikke normalt havde denne virkning på kvinder, smilte hun en smule indestængt. "Synd..." kommenterer hun så med smilende øjne. Hun så derefter væk et øjeblik. Det var egentlig en meget smuk nat. Selvom hun stadig syntes at kunne høre hestehovene (eller var det måske hendes eget hjerte?) hamre.
"...men De lader jo også til at være en af de få der ikke nøjes med at være i hemmelighed"
Hun smilte igen. "Du ved... jeg er Hofsgøgen..." svarede hun lattermildt uden bitterhed eller vrede, "jeg elsker de færreste men elsker med de fleste... er det ikke det, de siger?" Hun trak et øjeblik på skuldrene, mens hun smilte og lo for sig selv. Det morede hende åbenbart.
|
|
|
Post by chilitoke on Oct 4, 2007 19:17:15 GMT 2
Mat nikkede, hun havde vel ret. Det var bare ikke til at vide hvor tungt Carmen tog den slags ting. Nok tog hun egentlig ikke særlig meget tungt, medmindre det var en grov fornærmelse. Mat gjorde mine til at atter at tage Carmens arm, men lod sin hånd falde da hun så væk, nå…han havde været for hurtigt fremme, men hvad havde så været hendes årsag til kommentaren inde i salen og hvorfor havde hun fulgt med ud? Vile hun noget andet?
"jeg elsker de færreste men elsker med de fleste... er det ikke det, de siger?"
Mat spærrede øjne op og mistede sin ellers stolte holdning en sådan grad at det var tydeligt selv i mørket ”Jeg…det jeg mente var…” Mat lukkede bare munden da hun begyndte at le, Mat sank en klump og betragtede i stedet hendes dasnede….smykker! Mat rettede sig op igen, han måtte gøre noget ved dette inden at situationen begyndte at komme helt ude af kontrol, der var ikke nogen vagter at hører der råbte nogen an, eller på anden vis gjorde det tydeligt at de havde fundet komtessen. Mat lukkede øjne og trak vejret ind gennem næsen, der var noget andet i luften en blot blomster, var det hende? Mat gjorde noget han ikke havde gjort i meget lang tid og kastede al fornuft til side, trådte hen til Carme lagde en hånd under hendes hage, vendte hendes ansigt mod hans og sagde så ”Er det her en god ide?” med tilbage holdt åndedrag.
|
|
|
Post by Demon on Oct 4, 2007 23:43:02 GMT 2
Da han reagerede så perpeks, steg Carmens latter en smule. I det sidste stykke tid havde hun kun underholdt sig med gifte mænd og fået ældre herrer til at tie af en rørt stilhed. Men nu stod hun med en, der let kunne være hendes jævnaldrende, og alligevel kunne hun berøre ham på denne måde. Det var lige før hun var stolt. Siden Hannibals død - ja endda før det - havde hun følt sig ældre. Mor til to og ønsket om en stille tilværelse med sin mand og flere børn på vej. Det liv var slut, og nu var hun tilbage som fra ungdommens kilde med mere energi end de andre kvinder, der forsøgte sig. Hun bemærkede hans blik mod hendes smykker, der blidt vuggede i takt med hendes latter.
Han overraskede hende! Han rørte ved hendes ansigt og så direkte på hende. Hendes latter forstummede straks, og hun så direkte på ham i noget, der føltes som lang tid. Til sidst tog hun hans hånd i sin egen, hun holdt om den og holdt den mod sin kind. Imens lagde hun den anden fladt mod hans bryst. "De dårlige idéer er altid de mest tiltrækkende..." sagde hun stille.
|
|
|
Post by chilitoke on Oct 7, 2007 14:21:44 GMT 2
Kvinder de var jo aldrig til at blive kloge på! Når man prøvede at undskylde begyndte de bare at le af en, og lod man være med at sige noget blev de helt hysteriske. Hvis de da for pokker bare sagde hvad det var de ville have var det hele en del nemmere. Dog havde han ubestridt fået hendes opmærksomhed med hans lille stunt.
"De dårlige idéer er altid de mest tiltrækkende..."
Normalvis ville han nok ikke have givet Carmen ret, men lige nu virkede det som om at hun vidste hvad det var hun talte om. Faktisk var Mat ret sikker på at hun kunne have sagt hvad som helst og fået samme reaktion ud af det. ”Gudinden se i nåde til mig” mumlede Mat, og bukkede sig ned for at kysse Carmen. På det her tidspunkt havde mat forkastet en hvilken som helst rationelt tanke, hul i om hele hoffet kom vadende ud i haven, eller om en af hans søster sad i busken og så med. Mat var træt af at være en anden, træt af at holde sig tilbage. Nu kunne han overgive sig til Carmen og hendes læber.
|
|
|
Post by Demon on Oct 7, 2007 21:45:20 GMT 2
Da hans ansigt langsomt nærmede sig hendes, lod hun hånden på prinsens bryst glide op omkring hans nakke, så hun var klar til at tage imod ham. Hun mødte hans læber og nød blødheden i dem. Hun lukkede øjnene, mens hun åbnede munden en smule for at kysse ham mere intenst. Hele hendes krop dirrede. Det var helt pirrende, at han for lidt siden havde stødt hende fra sig, mens han nu ikke ville gøre andet end at være hos hende. Sådan var det vel at være en af prinsens kvinder. Uden tvivl havde han flere. Det skulle ikke undre hende. Heller ikke hende selv var særligt monogamt indstillet. Men indtil videre var det dejligt at være hos ham. Det føltes som en evighed, mens de kyssede. Hendes hånd om hans nakke aede sig igennem hans hår, mens hun plantede hans anden hånd mod hendes kraveben. Så kunne han selv flytte på den. Samtidig bevægede hun sig ham centimeter nærmere.
|
|
|
Post by chilitoke on Oct 9, 2007 22:33:05 GMT 2
Mat befriede kortvarigt sine læber for at dreje hovedet, og sulten genoptage kysset fra en ny vinkel. Han smagte en smule af krydret vin. Da Carmen valgte at placere hans hånd ved hendes krave ben, lod han denne kravle op til hendes hals som den først kærtegnede for at forsætte om på nakken og ned af hendes ryg. Da Carmen gik ham et skridt nærmere fuldendte Mat hendes tanke ved at trække hendes helt ind til kropskontakt. Det her var højst usømmeligt men det var ikke ligefrem fordi Mats mest rationelle side var i kontrol nu. Mat afbrød atter sit kys ”Jeg ved ikke engang om det er nemmere at snige sig op på mit værelse end det er ikke at blive fundet bag en busk” mumlede han inden han gik til ”angreb" på Carmens hals.
|
|
|
Post by Demon on Oct 10, 2007 12:59:32 GMT 2
Hun nød hans berøring og ønskede kun mere og mere af det. Hun pressede sig ind mod ham, da han trak hende ind til sig. Han duftede af noget velkendt. Hans varme, unge krop gjorde hende ligeglad med omverdenen. Da han kyssede hendes hals, lod hun fingrene glide ind i hans hår, hun bøjede sig ind over ham og kyssede først den øverste del af hans øre. Hendes åndedræt var allerede en smule tungt. Ophidselsen ved tanken om, hvad der kunne ske, gjorde, at hun sukkede kort. "Inde i kradtet..." hviskede hun, da hun et kort øjeblik åbnede øjnene og så en bar plet inde bag et rosenkradt. De kunne være derinde, når han ikke ønske at blive opdaget. Han var jo trods alt landets kommende konge.
|
|
|
Post by chilitoke on Oct 10, 2007 20:24:34 GMT 2
Det gav et lille gib i Mat da Carmen gik i gang med han øre, hvordan skulle han nogensinde slippe ud af det her på en god måde! Heck der var ingen god måde at komme ud af det på, så var der ikke andet tilbage end at få det bedste ud af det, Mat var begyndt at nippe Carmen i halsen, imens hans hænder fumlede i et forsøg p at trække kjolen ned over hendes skuldrer.
"Inde i krattet..."
Selv om Mat næsten havde overgivet sig fuldkommen til begæret var der stadig en lille stemme i hans hoved der prøvede at gøre situationen mindre skandaløs, den havde det noget svært. Hvordan helvede kom man ind i et krat uden at trampe det ned? Der var vel ikke andet end at prøve. Mat stopede sit forsøg på at afklæde Carmen og flyttede i stedet den ene hånd ned til hendes hofte og den anden til midt på ryggen ”hold fast” hviskede han op til hendes elegante øre. Mat løftede hende fri af jorden i en elegant svingende bevægelse med en lille latter. Herefter kyssede han hende igen, og bar hende over til krattet, herefter gjorde han et forsøg på at bærer Carmen gennem dette, dog gjorde hendes kjole eller hans galla tøj ikke ligefrem bedriften nemmere.
|
|