|
Post by Demon on Aug 13, 2007 17:12:31 GMT 2
Aftenen var muligvis begyndt meget pludseligt. Et hastebud var kommet til hendes villa med en forsinket invitation til aftenens banket i anledningen af en eller anden hofgenerals fødselsdag eller navnedag eller noget i den stil. I hvert fald forklarede budet, at hendes invitation var faldet ind under en lovbestemmelse, som først var blevet flyttet ved aftentide. Carmen vidste ikke helt, om hun egentlig troede på det, men havde besluttet sig for, at det var fuldstændig irrelevant. Aftenen ville ikke være anerledes om hun troede på det eller ej.
Hun løftede forsigtigt i sin højrøde kjole med de mange guldsting og kjolelag. Hendes gyldentrøde hår var sat op med en del fletninger og bånd. Omkring hendes ansigt hang et par proptrækkersnoede hår ned. Hun havde et yndigt smil om læben, da hun steg op af trappen. Man kunne umuligt se på hende, at alt var blevet klar på en halv time. At kosmetikkvinden og frisøren var blevet vækket og havde udført alt arbejde iført deres natkjoler. Hun steg roligt op af trappen, bag hende kunne hun høre en komtesse kommentere til en anden: "Tænk, at de stadig inviterer Gøgen!"
I Storsalen var de flotte langborde pyntet op til fest og en flok musikanter spillede liflig musik, der kunne gøres over hundenes glammen. Store grupper af adelige og kongelige konverserede stående, mens tjenestefolk bevægede sig usete imellem dem og bordene.
|
|
|
Post by chilitoke on Aug 14, 2007 20:47:34 GMT 2
Mat førte det gyldne bæger op til læberne for guderne vide hvilken gang denne aften, dog drak han stadig ligeså lidt af det som han havde gjort den resterende time, men det store bæger var en fremragende skræm at gabe bagved, og så længe ingen af baronesserne anede uråd var her ingen problemer. Mat havde løst til at græde sig selv i søvn han havde været fast klemt mellem tre aldrende baronesser i snart halvanden time, for at gøre det endnu bedre var de, som Mat plejede at forklare Jonatan, hans personlige tjener, på krigsstien. Alle tre havde mindst en datter der enten var gifteklar eller havde været det i en periode. Mat kunne jo ikke ligefrem sende dem væk uden grund og Jonatan var ikke meget bevendt han var forsvundet en halv time inden i selskab med køkkenpigen Katrine så….Mat regnede ikke med at se ham lige med det samme. ”Har Deres højhed så en mening om sidste års Cognac?” Spurgte den første af baronesserne om, mat havde ingen anelse om sammenhængen, han lyttede kun lige nok til samtalen til at han ikke virkede fraværende eller uhøflig. ”En smule sød, normalt foretrækker jeg dog vin” svarede Mat med et nik til den tredje baronesse ”Har De frue en mening om heste? Personligt mener jeg at det er hesten ikke rytteren der vinder et løb” spurgte han så med et sigende blik på den anden baronesse. Så kunne de tolke det som de ville, han have givet dem noget at flå i. Heldigvis var de ikke noget til at liste deres datters dyder op…endnu. Mat så sig kort omkring og anede sin fader et sted i mængden ”Hvis I ville havde mig undskyld det lader til at Majestæten har brug for mig” sagde han med et buk. Der medførte otte perfekte nej, tre blinkende øjne og et enkelt vink. Mat hade når de kvinder var på krigsstien og især nå de slæbte deres døtre med til samtalen. De fem piger i alderen 16 til 23 havde brugt det meste af tiden på at sukke efter ham, eller møve sig tætter på ham. Hvis de da ellers havde tid tilovers fra deres diskrete fornærmelser af de andre piger.
Mat sukkede da han var noget et stykke væk og bundede bægeret. Derefter rettede han en smule på vesten i familie farverne og begyndte fraværende at pille ved det ene broderi. Dog gik der ikke længe før han måtte opgive dagdrømmeriet da en budbringer kom styrtende og næsten væltede over Mats parade sværd. Mat skulle til at spørge hvad der var los, men inden han fik åbnet munden var knægten allerede borte. Mat opgav ”hvorfor er der ikke bare en der tager sig tid til at morer sig i stedet for?” knurrede mat lavmælt. De var alle sammen ude efter en bid af kagen, fordømte spil! Mat begyndte at bane sig vej ud til vægen for derefter at snige sig ud i parken, med lidt held ville han slippe uset forbi.
|
|
|
Post by Demon on Aug 15, 2007 11:45:55 GMT 2
"Fordi adlen endnu ikke har fundet ud af, hvordan man gør..." svarede Carmen med et smil på læben, da han passerede så tæt forbi hende, at hun havde lænt sig frem og sagt det til ham tæt ved hans øre i det. Kort før hun sagde dette, havde hun selv just forladt en samtale med en gammel enkejarl, som havde brugt hele samtalen som undskyldning for at kigge på hendes atributter. Hun var ikke det mindste stødt over hans ligefremme gloen. Hun havde skudt brystet frem og snakket videre, mens hun et øjeblik så rundt på de unge baronesser, der havde forsøgt at tale ham ind i et ægteskab hele aftenen. Nogle var rødglødende, mens andre vildt diskuterede med deres mødre, hvorfor 'Gøgen' kunne tillade sig sådan noget. Hun vidste fra alle andre i lokalet, at den unge mand var kronprinsen, men egentlig var det hende noget ligemeget. For alle andre var hun bare Gøgen Gottesaih, så hun tænkte, at andre måske også var andet end, hvad folk sagde.
|
|
|
Post by chilitoke on Aug 18, 2007 17:35:07 GMT 2
Mat standsede ikke da nogen hviskede ham den højst kontroversielle kommentar, i stedet blinkede han hurtigt et par gange og sagde ”Haven, fem minutter” i tidsrummet mellem to hurtige åndedræt. Dog lagde han næsten fraværende hånden ved bæltet for at sikre sig at hans daggert ikke sad viklet ind i hans fine klæder. Hvilket heldigvis ikke var tilfældet. Mat kastede tanken fra sig, hvem end hun havde været havde hun haft en fremragende chance taget afstanden i betragtning hvis der havde været noget at frygte ville det nok havde sket. Mat forsatte ud mod døren ud til haven, han ville egentlig godt vende sig om og lede efter hvem der end havde talt til ham, men det ville nok bare give en masse sladder hvis nogen opdagede at han søgte en specifik kvinde, og denne ikke var en af hans søstre. På sin vis ønskede Mat næsten at hans fader havde fundet en at trolove ham med, så var han sluppet af med alle de mødre for længe siden, så kunne han også tænke lidt mere frit. Det var ret anstrengende at skulle vælge samtlige af sine ord med omhu for at undgå folk lagde noget i det om kommende giftemål eller nuværende intimbekendtskaber.
|
|
|
Post by Demon on Aug 25, 2007 10:28:01 GMT 2
((OOC: Har lige rettet lidt i den...))
Carmens natblå øjne gled et øjeblik hen over folkemængden, mens hun smilte en smule mere. Hun havde opdaget hans kropssprog, men det havde resten af kvinderne omkring hende åbenbart ikke. Hun lo en smule for sig selv, måske lo hun mest af kvinderne omkring hende. Disse desperate ungfugle, der bare ventede på at blive heldig. Hun vendte sig og gik tilbage ind i mod festen. Et par minutter tilbragte hun i sit eget selskab. Hun fangede et blik af sig selv i en blank overflade og rettede lidt på hårpragten, der var pyntet med perler og små rødfarvede dun. Hun tog et glas vin fra en forbipasserende tjener og tog en pæn slurk, mens hun gik videre med vuggende hofter i den smukke solrøde kjole. Væk fra åbningen ud til haven.
Luften i haven var tyk af de mange blomters dufte. Syren og roser kæmpede om opmærksomhed. Carmen rakte ned og plukkede en lille rose, som hun duftede til. Hun opdagede samtidig, at hun havde revet sig på tornene. Hun havde fundet en alternativ vej ud i haven, så hun ikke skulle 'følges' med andre. Hun så rundt i haven, hvor kun enkelte fandt lidt ro. En tjener passerede hende og var ved at gå ind i en busk, da han så efter hende et øjeblik. Hun smilte til ham, men hendes øjne søgte andre steder hen. Hun fik øje på kronprinsens skyggerids mod lyset fra storsalen. Han kunne uden tvivl se hende. Hun smilte igen for sig selv, men blev hvor hun var.
|
|
|
Post by chilitoke on Aug 25, 2007 18:15:50 GMT 2
Mat indåndede den kølige natteluft og vrængede lidt på ansigtet, blomster var dejlige, men alt med måde. Det kunne let gå hen og blive næsten kvalmende med blomster duftene. Pyt, så måtte man vel bare finde et sted der ikke var i fuld flor eller et af springvandende. Men da Mat jo skulle have tiden til at gå inden at, hvem hun end var, kom ud til ham, måtte han jo finde noget at fortage sig. Så det gjorde han. Mat betragtede Natte himlen et stykke tid, roen, kun forstyrret af en enkelt natteravn i ny og næ. Lydene fra storsalen var stadig til stede, men det hele var blot en samlet bunke af lyde i baggrunden. Mat rettede lidt på sin våben kappe så den atter hang helt ret. Herefter gik han ud af sit ”skjul” da han mente at der var gået lang nok tid, og ganske rigtigt der stod en kvinde og ventede i haven, så var der ikke mere at gøre end håbe det var hende og ikke en der blot var gået her ud for at trække noget luft, eller kaste sig over ham. Egentlig kunne han godt bruge en af sine søstre lige nu. Det ville være rart at have en af dem, ved armen, så var der lidt grænser for hvad kvinderne kunne tillade sig at sige eller insinuerer. Desuden var Mat også sikker på at de to pigebørn kunne give alle grå hår i hovedet hvis de besluttede sig for det. Mat begyndte at gå ned af den samme sti som kvinden befandt sig på, han gik ikke hen imod hende, det virkede snare som om han havde tænkt sig at passere forbi hende. Mat rettede ryggen og vippede hovedet en smule tilbage, hun havde set ham. Nu måtte det briste eller bærer. Mat stoppede da han nåede op på siden af kvinden, ”Jeg tror ikke jeg har haft den glæde, af at møde dem i aften” sagde han så, i et neutralt tonefald. Sådan en god start en diskret invitation til at introducerer sig selv.
|
|
|
Post by Demon on Aug 25, 2007 18:25:38 GMT 2
Grevinden havde vendt sig, da hun havde set, at han nærmede sig. Da han så endelig henvendte sig til hende, vendte hun sig, rettede ryggen, skød brystet frem og smilte en smule. Hendes smil fremkaldte et lille smilehul i den ene kind. "Åh..." sagde hun uden at se voldsomt overrasket ud, "jeg tror, De har ret, Deres Majestæt..." Hun nejede, som hun skulle. Men nejet var hverken dybt eller indøvet. Men det var dybtfølt. Hun så konstant op på ham. "Jeg er Carmen van Gottesaih," sagde hun med en stemme, som om hun mindede ham om, at naturligvis kendte han hende. At han skulle lade være med at spøge på denne måde. Hun fejede kort en smule hår fra panden, men det vendte straks tilbage til sin plads. "De kan måske heller ikke holde denne... maskerade ud..." kommenterede hun frit om banketten indendøre. Hendes blik og smil forblev personligt.
|
|
|
Post by vegas on Aug 27, 2007 17:43:40 GMT 2
Mirale's forældre var højtstående og en del tæt på kongefamilien. Derfor trådte hun nu ind i selskabet og følte sig meget lille blandt alle de andre unge kvinder, i hvert fald følte hun sig ikke særlig tilpas og havde allermest lyst til bare at stikke af igen og ikke komme tilbage. Dog puffede hendes mor hende hårdt i ryggen og hun trådte det sidste skridt ind i den store sal. Med en klump i halsen og armene på ryggen, søgte de grønne øjne nogen på hendes alder, nogen hun blot kunne være i nærheden af uden at sige for meget. Godt nok tiltrak hendes familie en del opmærksomhed, især fordi at de åbnebart var kommet ret sent. Mira var klædt i en fin blodrød silkekjole, med sort underkjole - ekstrem sjældent - og havde guldbroderier ud over det hele, samt en masse forskellige blonder. Dette fnøs hun lavt af, i håb om at kun hun selv kunne høre det. Hendes flammerøde hår, som klart var det mest røde i salen, var sat op bagpå på og havde et net udover. Det var på mode havde både hendes mor og tjenestepiger fortalt hende. Dog huede det ikke lige hende.
|
|
|
Post by chilitoke on Aug 27, 2007 19:48:40 GMT 2
Mat sukkede indvendigt ved kvindens opførsel, hvad havde han gjort for at fortjene disse alt fortærende hejre! Måske han bare skulle gifte sig med den første der brød ind i hans kammer så var sagen ude af verden. Mat kom til at smile en lille smule ved tanken, og håbede at hun ikke tolke det forkert, enten ville han blive set som sjofel eller underlig fordi det morede ham at hun var undrende. Dog blev hans tone en del mere alvorlig da hun nejede. Mat nikkede godkendende, med en pande rynken. ”Lad mig kondolerer, Enke frue Van Gottesaih” sagde han og kyssede hendes hånd. ”Dog tilfalder den titel mig ikke endnu, min fader sidder stadig på tronen.” sagde Mat en smule skarpt, han håbede at det blot var en simpel fortalelse, han hade at skulle straffe, især kvinder. Mat lod sin holdning blive en smule mere løs og svarede hende så med et smil ”Nej, jeg havde ikke helt indtrykket af at De… havde lært det endnu” sagde han og indikerede bygningen bag ham.
|
|
|
Post by Demon on Aug 27, 2007 21:40:54 GMT 2
"Ødelæg nu ikke stemningen, Hannibal var en god mand, og han ville glæde sig over, at vi andre lever videre..." svarede hun afklaret og liver så en smule op, "og ærligt talt, så er jeg noget ligeglad med titler." Hun blinkede med det ene øje og smilte igen. Hun gik et lille skridt som en lille opfordring til, at de kunne spadsere, mens de talte. "Nej..." sagde hun med en lille latter, der når de mørke øjne, "måske er jeg bare en slem elev..." Hun så op på ham et kort øjeblik, inden hun duftede til den plukkede rose. Samtidig lod hun tungespidsen mod ridsen på fingeren.
|
|
|
Post by vegas on Aug 28, 2007 16:57:59 GMT 2
Mirale så sig omkring, hun forstod virkelig ikke hvorfor at hendes forældre havde slæbt hende med til dette kedelige selskab, trods det at det var på slottet og der sikkert var mange unge mænd iblandt. Dog havde Mirale overhovedet ikke tænkt sig at finde en mand her, det forekom hende som en meget fjern fremtid at skulle blive gift. Med et nik sagde hun farvel til forældrene og begav sig ind mellem folk. Hun snoede sig ind og ud mellem tjenere og andre gæster, ind til hun nåede den store rosenhave. Der var kvalmene varmt indenfor og hun havde bestemt ikke meget lyst til at fordrive mere tid derinde. Heldigvis havde hun fået lvo til at tage sin egen hoppe med, Guinevere, den snehvide Andalusier som kunne en masse kunstner. Hun stod henne ved et vandkar og drak af det. På listesko gik Mirale hen til hende og strøg en hånd ned over den silkebløde pels og kyssede hende blidt på mulen. Helt uden at vide der var andre tilstede i haven end hende, sagde hun; "Bare rolig min pige, vi skal nok forsvinde fra dette dumme sted og ride gennem skoven lige så meget vi har lyst til," det var Mirale's yndlingssted at ride eller gå ture med hoppen.
|
|
|
Post by chilitoke on Aug 30, 2007 19:13:16 GMT 2
Mat nikkede ”Naturligvis, Jeg forstår”, herefter lyste han en smule op, der var ingen grund til at dvæle ved det der var sket. Mats blik for op fra hendes…hals! Og fangede hendes blink. Hvor meget skulle han ligge i den sætning? Det var tæt på fornærmelse af adel eller kongehuset, hvilket var forræderi. Da Carmen satte sig i bevægelse, rakte Mat galant en arm frem ”Tillader de?” Dog kunne han ikke lade være med at le lidt med på hendes kommentar om at være en slem elev. Han vidste godt hvad hun mente der, det var som om kvinder havde denne evne til at umulig gøre accept af de ting de nægtede, så hvis man ville lære dem noget de ikke mente de hade brug for havde man bedre held med at lære heste at flyve!
((PS slå mig ned!!! Jeg er ved at få kvalme over mig selv lige nu! Arhg! Hjælp mig! Det jeg skriver er jo så korrekt at man kun kan væmmes!))
|
|
|
Post by Demon on Aug 31, 2007 0:42:15 GMT 2
(( *slår Matt ned* sådan! ))
Hun tog imod hans arm med et lille smil på læben. Hun gik lidt i egne tanker. Hendes frie hånd fandt hurtigt prinsens arm og aede den blidt i takt med skridtene. Hun så op mod himmellegemerne, inden hun indså, hvad hendes hånd lavede. "Åh... det må du... De undskylde..." sagde hun straks og stoppede det, "gammel vane..." Det sidste blev sagt som en undskyldning, men hun virkede meget afklaret med, hvad hun havde gjort og virkede hverken forlegen eller forskrækket over det. "Man vænner sig vist aldrig helt til, at det fine selskab har andre regler end andre steder..." kommenterede hun uden at syntes, at prinsen skulle være uvidende om noget sådant.
|
|
|
Post by vegas on Aug 31, 2007 16:43:07 GMT 2
Mirale hørte nogen snakke og så sig omkring. Det var ikke lige frem det hun havde håbet på, slet ikke når hun skulle flygte fra den store have. Et stille suk undslap hende, og Mira strøg igen den hvide hoppe ned over halsen. Den prustede hende i ryggen og hun sukkede endnu en gang. "Vi smutter lige om lidt," hviskede hun lavt i øret på hoppen, hvorefter hun løsnede hende fra den stolpe den var bundet til. Lidt efter trak Mirale hoppen efter sig ud på den brede sti, og omme bag ved de to mennesker som åbenlyst snakkede godt sammen.
|
|
|
Post by chilitoke on Sept 3, 2007 21:19:06 GMT 2
Mat gik stille fremefter og betragtede stien og natten, det var på sin vist rart at være alene her, med…Enke frue…der var så mange folk ved hoffet! Mat kastede hurtigt et blik i hendes retning det ville være synd at sige hun blot var køn. Tag dig sammen mand du leder efter hendes hus farver ikke hendes…Mat betragtede kortvarigt hendes smykker og fandt så huset Van Gottesaih farver. Carmen det var det hun hed. Da Carmen begyndte hendes bearbejdning af hans arm, gik der et næsten usynlig ryk igennem ham, men han forsatte uanfægtet, han var faktisk blevet udsat for noget mere direkte op til flere gange. Dog var det vist på plads at sende kvinden et undrende eller bebrejdende blik ved hendes kommentar, lad hende tolke det som hun ville, det var ikke fordi hun skulle tror at han havde ”valgt” hende, i hvert fald ikke på den måde. Ville han egentlig have foretrukket Shara? Mat kom til at smile og rødme ved tanken. Nok mest af alt fordi den involverede søen, ved aften tide, Shara og ikke meget andet end det. Dog ændrede Mats udtryk sig hurtigt ”hest?” hviskede han undrende, slap grevindens arm, hurtigt og meget lidt galant, og drejede om på hælen ”Hvem går i mørket?!” Sagde Mat højtideligt ikke fordi han have svært ved at se den unge adelskvinde, men mere af rituel vane.
|
|