|
Post by Demon on Sept 21, 2007 0:42:12 GMT 2
Parret Murchadh ejede en del sammenhængende værelser i byens indre. Værelserne var ikke udstyret med døre til andet end soveværelset og toilettet. Væggene var sandfarvede, vinduerne havde smukt draperede gardiner og al interiør var tæt på gulvet i den nomadestil, som kendetegnede vandmesterens herkomst. Store grupper af puder, små borde med fremmedartede thekander, vandpiber, guld og flitterstads.
I denne herlighed sad Myrddin, der for en stund var alene. Han drak lidt af det kildekolde vand, der var i hans lille thekop uden hank, mens han så ud af vinduet, hvorfra man fjernt kunne skimte kongeborgen og templerne.
|
|
|
Post by Maine on Sept 21, 2007 19:25:26 GMT 2
((Hvis det ikke er okay at skrive, så sletter jeg den bare igen )) Louisa bevægede sig ned ad en gang med værelser på alle sider. Hun virkede rastløs i sine bevægelser, der var små og 'irriterede'. Et eller andet sad og gnavede i hendes indre, som en ond tanke der ikke ville slippe hende igen - dog virkede det ikke som andet end den rastløshed, hun udstrålede, imens hun gik. Kjolen, hun var iført, var grøn som skoven om foråret og sad stramt il på overkroppen, hvor man ikke skulle tænke meget for at regne ud at noget meget korsetlignende befandt sig under det bløde stof. Skørtet var større, så hun havde en hvis vidde at bevæge sig i - hun kunne bedst lide det på den måde, så det var jo heldigt nok. Louisa bevægede sig frem til rummet, ganske lydløst, hvori Myrrdin befandt sig og holdt stille øje med ham. Så magelig, var han, som sad der - henslængt - på et lager af puder og ikke havde andet at lave end at stirre ud af vinduet. På et andet tidspunkt, ville det sikkert have fyldt hende med fred, dette syn, men lige nu gjorde det bare hendes rastløshed værre. Hvorfor kunne han sidde så stille, når hun måtte vandre op og ned ad gulvet for at... Hvad? Hvad var det egentlig der var galt? Hvorfor var hun i dette humør...? "Godeftermiddag."Louisas stemme var spæd og virkede rolig nok. Hvis man holdt øje med hænderne der var låst sammen på ryggen lige nu, ville hun ikke have virket så rolig - de vred sig.
|
|
|
Post by Demon on Sept 22, 2007 10:50:43 GMT 2
( Den var ment direkte til dig )
"Åh Louisa..." sagde han næsten fraværende, mens hans tanker gled hen over Gotama, Stormesteren, kongen... men lidt efter vågnede han nærmest fra sin døs igen. Han ser på hendes hvileløse skikkelse. Det passer ham ikke. Men hendes udseende passede ham fint. Uden tvivl klædte hun sig sådan for at behage ham. Andet ville være upassende! Hendes rastløse attitude irriterede ham hurtigt, hun listede rundt på en måde, som ikke passede ham særligt godt. Hans blik gled over hende med de uudgrundelige mørke øjne. Han slog herefter ud med hånden mod puderne i hans nærhed. "Sæt dig," bød han med en stemme, der ikke var hverken bydende eller foreslående.
|
|
|
Post by Maine on Sept 22, 2007 13:33:39 GMT 2
((Skulle bare være sikker ^^))
Louisa nikkede blot, ganske lidt og kun en enkelt eller to gange. Hverken ivrigt eller modstræbende, men blot for at gøre opmærksom på at hun havde registreret, hvad den anden sagde. Hun trak vejret dybt, men ganske umærkeligt, før hun gik over, målrettet, og slog sig ned på de anviste puder ved siden af Myrddin. Hun smilede ganske let til ham, på sin egen facon, der ikke afslørede meget om hvad der foregik bag ved. "Jeg ville ikke forstyrre dig, du så ud til at... Tænke," lød det ganske stille, ligesom før. De gråblå øjne afsøgte den anden, uden hverken stor interesse eller stor ligegyldighed. Blot i al almindelighed, for at se om noget ikke var som det plejede at være. Hænderne der nu var placeret i Louisa skød, havde fået en fast, sammenknyttet positur, så de ikke længere vred sig rundt, som orm på en krog.
|
|
|
Post by Demon on Sept 24, 2007 11:47:43 GMT 2
Han smilte en smule tilbage. Men smilet var kun en fysisk manifestion af hans tilfredshed over hendes lydighed. Han så igen mod kongeborgen. "De utæmmelige kræfter i denne verden rykker på sig..." sagde han sagte. Det nærmeste han nogensinde var kommet på at røbe noget om hans 'arbejde' til sin kone. Han tog sig til hagen et øjeblik, inden han valgte at lade det ligge. Han vendte sit blik mod sin kone. Hvorfor havde hun endnu ikke givet ham nogle efterkommere? Han brød sig ikke om akten, der skulle til, men også at have sin arv at tænke på, gjorde ham mere gnaven end før. Han kunne selvfølgelig bruge sin magi, når hun først var gravid. Forstervand var hans indgang til barnet, men indtil da irriterede det ham. Hendes afvisende attitude gjorde blot det hele mere forpint.
|
|
|
Post by Fix on Sept 24, 2007 19:08:29 GMT 2
((Så vidt jeg ved er Murchadh igang med en påkaldelse i hulen. Det er kun tilladt at have en karakter et sted ad gangen. ))
|
|
|
Post by Demon on Sept 24, 2007 19:12:19 GMT 2
((Så synes jeg ærligt talt, at du skulle få svaret, så jeg kan afslutte den tråd og fortsætte her (den regel er herrehæmmende, når der er så lidt aktivitet på boardet)...))
|
|
|
Post by Fix on Sept 24, 2007 20:12:37 GMT 2
((Har ikke tænkt mig at skændes i en post du er midt i, så hvis du vil klage foreslår jeg du bruger PM-systemet. Ikke at du ikke må være her, men der er ingen der tvinger dig til at være her. Men du får lov at spille den her tråd også når nu du er igang med den. (Desuden har jeg forklaret jeg er fantasiløs). ))
|
|
|
Post by Demon on Sept 25, 2007 16:06:32 GMT 2
(Maine... du må søreme undskylde... jeg tænkte, at når der var gået 2 uger uden svar, så var den efterhånden forbi... jeg tog fejl... Du får et svar heri, så snart jeg har afsluttet den gamle...)
|
|
|
Post by Maine on Sept 25, 2007 20:57:07 GMT 2
((Det er så i orden )) Louisa rynkede de mørke bryn og så undrende på Myrddin med sine lyse, blålige øjne. Hun måtte indrømme at hun var ret overrasket over overhovedet at få mere end enstavelser ud af ham - det var faktisk blevet til en hel sætning! Hvor var det dog mærkværdigt. "Rykker på sig...?" lød det spørgende og overvejende fra den rosa amormund. Louisa havde lagt hovedet let på skrå og virkede for en gangs skyld interesseret. Hun havde ellers opgivet interessen for længe siden, til fordel for tavsheden og den pæne overflade der havde skjult hende selv fuldstændig. Af en eller anden årsag skammede hun sig altid, når hun var i samme rum som Myrddin. Der var et eller andet med ikke at kunne leve op til hans meget simple krav, der ikke huede hende synderligt. Hun kunne altid mærke det, som en eller anden brændende knude i maven. Den havde været langt mere krævende på det sidste, men også af andre grunde, troede Louisa jo nok. Det var jo aldrig sikkert med sådan nogle varme knuder. "Hvad mener du...?"
|
|
|
Post by Demon on Sept 26, 2007 15:09:01 GMT 2
((Så blev det afklaret))
Han så vurderende på hende et øjeblik. Gad vide, hvor dum hun er. Eller for den sags skyld klog. Hans øjne borede sig ind i hendes, som om han ville kunne se ind i hendes sjæl gennem dem. Han brød dog brat kontakten og tog en slurk af sit vand. "Du har hørt, at vi har fået en ny Stormester?" spurgte han så. Han ville ikke røbe meget. Kvinder snakker, og vidste omverdenen for meget, ville det hele blive en tand for meget. Han tømte sin kop og så et øjeblik på den, som den står efterladt på bordet. En dråbe løb ned af siden af den. Han stak sin finger ned i den, hvorefter den fordampede. Han åbnede hånden og i håndfladen fortættede vanddampen sig til dråben, som han frøs til is. Tidsfordriv fra hans side. Simple tricks, som enhver elev på tempelskolerne ville kunne lære - hvis de havde penge nok. Lidt efter tøede dråben igen og fordampede. Han lukkede igen sin hånd og lagde den på puden ved hans side.
|
|
|
Post by Maine on Sept 26, 2007 15:17:42 GMT 2
((Det gik da stærkt))
Louisa så for et øjeblik overrasket på den anden. Hendes ansigt bar næsten et tydeligt præg af skuffelse, derefter, over ikke at få noget synderligt at vide. Hun havde jo rent faktisk troet at hun kunne få et eller andet ud af ham. Ikke bare et eller andet sludder, hun skulle prakkes på af vane. Louisa sænkede blikket ned hænderne ned i skødet og holdt øje med dem ligge der, uden videre gestik. Et suk pressede sig uendeligt meget på, men hun fik det bare til at lyde som en dyb vejrtrækning istedet - så var ingen skade sket. "Vi har alle hørt om den nye Stormester. En meget ung kvinde," sagde Louisa og løftede blikket igen, som hun derefter strakte over imod Myrddin. Var det det, der var i vejen? At det var en kvinde, og sågar en ung én? Det kunne meget let være, men Louisa turde ikke nævne det for ham, da det måske ikke lød som en overvældende pæn fordom over for sin mand. Hun var nær ved at smile over ordene. 'Sin mand'. Han var ikke hendes, hun var hans og sådan forblev det vel, indtil han var træt af at vente på arvinger. Det var nu også lidt hans egen skyld - den der ængstelighed for fysisk kontakt hjalp jo ikke yderligere på sagerne!
|
|
|
Post by Demon on Sept 26, 2007 17:14:37 GMT 2
(( Sådan kan det gå ))
Han fnøs en smule ved hendes kommentar, mens hendes midlertidige skønhed forsvandt. Hun gjorde ikke nok for at fange og holde hans interesse. Han begærede hende ikke, som hun sad der uden lyst til at påtvinge ham hendes nærhed. "En simpel tøs, der leger med magt, som hun ikke kan styre..." sagde han kort. Hans stemme rungede langt væk af foragt og som en voksen. Han så kort på sin kone. Han kunne ikke sige mere. Hun forstod næppe magtspillet og magterne indenfor den magiske verden. "Hent en kande vand til..." bød han da, da der var gået en rum tid. Han gjorde et kort udfald mod glaskaraflen på det lave bord. Karaflens kant var forgyldt og det spinkle håndtag var i form af to slanger, der snoede sig om hinanden.
|
|
|
Post by Maine on Sept 26, 2007 17:27:05 GMT 2
Louisa løftede et ravgyldent øjenbryn af Myrddin, da han fnøs. Lige netop da, fandt hun ham afskyelig. Man vidste ikke, hvor man havde ham, og det brød hun sig særdeles ikke om, hvis hun selv skulle sige det - eller tænke det, da det sådan set var det eneste hun gjorde med sikkerhed. Oftest turde hun intet andet. I dag, var ikke oftest, da hun siden morgenstunden havde fanget at et eller andet var rivende galt. Rastløsheden mundede ud i et udtryk af bitter forargelse over den andens udtalelse. "Hvor pudsigt at så hun er Stormester og ikke du," sagde Louisa i et syrligt tonefald der ikke passede ind i hendes ellers milde fremtoning. Hun rejste sig derefter op og glattede kjolen ud, hvor hun nu lige kunne nå og greb fat i vandkaraflen, som hun holdt yderst lidt fat i. Nærmest for at provokere den anden. Louisa var i et ejendommeligt humør og hun havde ingen idé om, hvad der havde forårsaget det denne gang. Hun mindedes ikke nogen speciel episode der kunne have bragt hendes tanker i denne uorden. "Men jeg skal nok bringe dig dit vand, kæreste Myrddin," afsluttede kvinden i så sukkersødt et tonefald at det nærmest virkede som en hån. Louisa vidste godt at det ikke var voldsomt intelligent at opføre sig på denne måde, men ikke desto mindre, var det nok også det, der fik hende til det. Hun sendte manden et sukkersødt smil, der passede til det førnævnte tonefald og forlod rummet.
|
|
|
Post by Demon on Sept 26, 2007 17:42:32 GMT 2
Han så på hende et øjeblik. Hendes reaktion af vrede og trods beviste netop for ham, at hun intet forstod. Havde hun forstået, havde hun muligvis siddet stille hen. Forstående, at dette i fremtiden ville give mere end bange anelser. Muligvis ville denne mangel på forståelse og mangel på vilje til det altid holde dem fra hinanden. Han så dog på hende uden at fortrække en mine. Han vidste, at kanden ikke ville koste meget at erstatte. Hendes trods og oprør var uden tvivl bestemt af den alder, som visse mødre kaldte for 'den besatte alder', hvor ellers søde piger bliver monstre for en stund. Han svarede hende ikke, mens hånen prellede af ham. Han tog sig kort til hagen i tankefuldhed. Gotamas ord rungede i ham kort, inden han rejste sig og gik mod vinduet. En kort brise mødte ham, mens han kunne høre sin kones skridt gennem værelserne.
|
|