|
Post by Demon on Feb 27, 2008 13:38:03 GMT 2
Murchadh mærkede, hvordan Louisas fingre gled gennem hans hår. Det var ikke tit, at de havde disse øjeblikke, og det var endda sjældent, at han ligefrem ikke følte ubehag ved det. Men i dette tilfælde, mærkede han, hvordan hans hjerte bankede. Hvordan han lukkede øjnene i et forsøg på at holde lykken inden i sig. Han holdt fast i hende i noget, der for ham føltes som en evighed. Til sidst kyssede han maven en enkelt gang, inden han rejste sig og så ned på Louisa. Hun ville blive moderen til det mest værdifulde i hans verden. Han sagde ikke noget. Hvad skulle han dog gøre det for? Han vendte sig og gik tilbage mod stuen, hvor han valgte at sætte sig i en mindre behagelig stol, så Louisa ville kunne sidde/ligge behageligt. Han hældte lidt vand op til sig selv og drak begærligt af det. Som altid satte han sig derefter til at lege ubevidst med vandet.
|
|
|
Post by Maine on Feb 27, 2008 18:56:55 GMT 2
Louisa var så lettet, at hun kunne have tudet. Hun ville sikkert også have gjort det, hvis det havde været i en anden tidsalder, men det var det trods alt ikke - det var det syttende århundrede og her måtte man holde på formerne, selv indenfor husets egne, fire vægge. Det virkede til tider temmelig groteskt, men ikke desto mindre var det kutyme - og den holdt man sig stadig til, når man kunne komme til det. Da Myrddin rejste sig og gik ind i den tilstødende rum, åndede Louisa lettet op. Hovedpinen havde lagt sig - næsten som om, den havde fået besked på det - men hun var stadig noget rystet over den andens reaktion. To meget voldsomme reaktioner indenfor kort til, var ikke noget der lå til Myrddin Murchadh - det havde det i hvert fald ikke været i de sidste seks år, men han kunne jo selvfølgelig være blevet omvendt indenfor de sidste par måneder. Hvem kunne egentlig vide det? Louisa blev stående lidt for sig selv, imens hun overvejede om hun faktisk turde gå derind, eller om hun bare skulle holde sig for sig selv. Et mildt smil brød op med det ellers så forvirrede ansigtsudryk og varmede lidt på de kølige ansigtstræk og bevægelser, der ellers havde fyldt Louisas fremtoning indtil dette øjeblik. Varmen i det forsvandt dog igen, ganske kort tid efter og hun trippede stille ind i det andet rum og placerede sig i en af de stole der hverken var for langt fra eller for tæt på hendes mands. "Myrddin..?" Louisa havde altid undret sig over hvorfor ingen andre kaldte ham ved fornavn, men det var vel en eller anden principsag. Ikke desto mindre havde hun holdt på, ikke at være så formel som alle andre - kun næsten.
|
|
|
Post by Demon on Feb 27, 2008 21:18:29 GMT 2
Chaiselongen stod uberørt hen, og det virkede mindre tilfredsstillende på Murchadh. Han havde netop opgivet den. Der var en grund til, at han just sad i noget, der på hans følsomme krop føltes som en dag med regn. Han fordampede vandet i sin kop og lod det vende tilbage som dugdråber. Han lændte sig så langt tilbage han kunne og slappede af ved vandlegen. Da Louisa kaldte ved navn, så han langsommeligt på hende.
|
|
|
Post by Maine on Feb 27, 2008 21:28:23 GMT 2
Louisa tænkte på om det var en chance for meget, at tage i dag og tav blot, da Myrddin ikke reagerede synderlig entusiastisk. Hun overvejede endnu engang ordene og endte med, at ryste let på hovedet til sidst. Det var virkelig en chance for meget, at tage... Det kunne der desværre ikke være tvivl om, så hun smilede ganske let, efter at have hævet blikket fra gulvet endnu engang. Det blå blik havde nærmest været suget til gulvets planker med magnetisk kraft, men det var ikke en måde, at føre en samtale på. Eller i det hele taget, at være i selvskab med andre folk på - det var bare uhøfligt. "Det kan vente..." sagde Louisa og nikkede en enkelt gang, hvorefter hun kom på benene igen, før hun informerede Myrddin om, at han måtte have en god aften og at hun ville lægge sig. Solen havde været nede længe, men det var udelukkende på grund af den vordende vinters greb om verden. Det var ikke andet end eftermiddag, men af en eller anden årsag ønskede hun ikke, at være vågen mere - for mange tanker formørkede sindet og krævede beslutninger af hende, som hun ikke ønskede, at tage på nuværende tidspunkt. Louisa forsvandt endnu engang ind i det tilstødende rum og lukkede døren forsvarligt i efter sig. Hun besværede sig ikke med andet, end at løsne kjolens snøreliv, så hun kunne trække vejret lidt friere, før hun krøb til sengs - krummet sammen i fosterstilling.
|
|
|
Post by Demon on Feb 27, 2008 21:36:22 GMT 2
Murchadh sad lidt for sig selv i stuen, inden han flyttede sig over i chaiselongen. Han sad et øjeblik med et tænksomt blik, mens han overvejede, hvad hun mon ville have sagt ham. Til sidst tog han sig i det og tog en pære. Hvilken oridinær frugt. Det undrede ham ikke, at det var Louisas yndlings. Han selv foretrak melon eller druer. "Elizabeth..." kaldte han så, da han ikke ønskede tavsheden mere. Han skænkede op til sig selv og drak igen. Ikke fordi han var tørstig. Men at indtage vand, at være omkring vand og specielt at bade i det, var for ham det samme, som nogle havde et forhold til en kvinde. Noget velkendt, glædeligt og tilfredsstillende.
|
|
|
Post by Fix on Feb 27, 2008 22:42:51 GMT 2
Elisabeth havde siddet og døset hen op ad væggen. Hun havde nogle lange dage i ny og næ. Hun skyndte sig op og ilede ind til Myrrdin. "Ja, Herre?" spurgte hun og smilte venligt. hun havde siddet og smådrømt om at blive gift selv. Og så blive som Louisa. En kvinde med massere af flotte kjoler, en magtfuld mand og folk til at servicere sig. Hun rødmede lidt ved tanken om sine drømme. Så skulle man jo også ligge med en mand. Den tanke både tiltrak og frastødte hende. Men det ville nok ikke ske. Hun havde ikke rigtig nogle penge, så ingen mand ville nok have hende.
|
|
|
Post by Maine on Feb 29, 2008 8:47:37 GMT 2
((In case you didn't know.. Så kan I bare fortsætte lidt uden mig ))
|
|
|
Post by Demon on Mar 3, 2008 14:52:54 GMT 2
((We know - har bare været lidt fraværende))
Murchadh så på hende et øjeblik. Han strøg sig om hagen og så ind mod der, hvor Louisa var forsvundet. "Hjælp min kone til hun ikke kan bede om mere," sagde han med en næsten fløjelsblød stemme. Han skulle være far. "Vend tilbage hertil bagefter..." kommanderede han en smule mere vanevant. Han lod en hånd glide gennem sit hår for at det ikke var uglet fra der, hvor Louisa havde rørt ham. Han noterede sig hendes smil og venlighed. Hvor var frygten blevet af? Hvor var hendes næsten hadligende attitude forsvundet hen? Han så kort på hende, inden han igen hældte vand op til sig selv.
|
|
|
Post by Fix on Mar 10, 2008 16:39:49 GMT 2
Elisabeth styrtede efter Louisa efter at have nejet kort for Murchadh. Hun smilte venligt. "Hvad ønsker De, frue?"
((sorry. Er virkelig fantasiløs))
|
|
|
Post by Maine on Mar 10, 2008 23:00:58 GMT 2
((Jeg foreslår, at vi sløjfer denne her tråd, nu hvor tiden er blevet skruet fremad. Any objections?))
|
|
|
Post by Demon on Mar 10, 2008 23:07:05 GMT 2
((None))
|
|
|
Post by Fix on Mar 11, 2008 17:44:09 GMT 2
--- Slut ---
|
|