|
Post by Maine on Sept 26, 2007 18:57:56 GMT 2
Louisa trak vejret i rolige drag og kølede ned, som hun forsvandt ud for at fylde vandkaraflen. På vejen tilbage til værelset, flammede hendes temperament dog lidt op igen, mest fordi hun ikke fik nogen reaktion fra Myrddin overhovedet. Han reagerede aldrig på noget! Hvorfor skulle hun så overhovedet blive ved med at prøve? Det virkede usædvanligt dumt af hende, men et eller andet sted, kunne hun ikke gøre for det. Louisa var trods alt blot et menneske og intet andet - desværre var mennesker også udstyret med en lille ting kaldet 'følelser' og de var ikke altid til at blive kloge på. Især ikke i en verden, hvor de var sat helt udenfor og ikke længere spillede nogen rolle. Louisa standsede endnu engang op i døråbningen og så ind i rummet, på silhuetten af den mand, hun var gift med og som hun kun elskede, fordi hun ikke kendte til andet. Det var en svært uheldig situation at havne i, men desværre ikke så sjælden som man kunne have håbet på. For en kort stund, flammede det indre endnu engang, før det så småt døde ud igen. Louisa trådte ind i rummet og satte karaflen fra sig, på gulvet ved puderne, og fortsatte derefter over til vinduet, hvor hun standsede halvt op, et sted bag Myrddin. Hun løftede den ene af sine hænder og rakte lidt ud efter ham, før hendes bevægelse stoppede op med en pludselig tøven. Hånden bevægede sig dog videre og strøg roligt og blidt op ad ryggen på Myrddin. Hun regnede på forhånd med at han ville flytte sig eller ryste hende af sig, men prøve kunne man jo altid. Det kunne ingen forhindre hende i. "Undskyld, det sømmer sig ikke at sige sådan," sagde Louisa i et forsigtigt tonefald der også lød oprigtigt undskyldende. Det var nok en af de ting, hun var god til. At lade som om. Hvor lidt den evne end tiltalte hende, så tilhørte den hende.
|
|
|
Post by Demon on Sept 26, 2007 19:39:22 GMT 2
Da hun rørte ham, fór han sammen. Han vendte sig og så ned på hende. Om hun lod som om eller ej, afgjorde han ikke. Det var ligemeget, for blot hvis hun faktisk lod som om, ville det tilfredsstille ham nok i tanken om, at hun alligevel vidste, hvad hun skulle gøre i en situation som denne. Han stod lidt, inden han tog sig sammen til at tale til hende. "Nej, men jeg tilgiver dig..." sagde han roligt. Han så ned i hendes blålige øjne. Han rynkede brynene et øjeblik. "Jeg er ikke Stormester, fordi Gotama udvalgte mig til at blive noget andet..." han vendte hovedet og så igen ud af vinduet. Han stod stille længe og så ud, mens han stadig kunne mærke hendes berøring på sin ryg. Igen førte han hånden op mod munden i tanke.
|
|
|
Post by Maine on Sept 26, 2007 19:50:48 GMT 2
"Det er jeg taknemmelig for," lød det roligt fra Louisa, da den anden sagde noget om tilgivelse. På sin vis, var det jo heldigt nok - hvis man endelig skulle leve sammen med nogen, var det i det mindste en god ting, hvis man var på nogenlunde god fod med hinanden. Bare sådan til nøds. Hun havde flyttet sin hånd hurtigt fra ham, da Myrddin havde vendt sig om - naturligvis kunne hun ikke holde hånden der, når han vendte sig om imod hende. Hun havde for et øjeblik været mere bange for at få en overhaling og så fik hun en tilgivelse istedet; så heldig, kunne man åbenbart have lov at være. Louisa åndede dog lidt lettet op, da han vendte sig om igen. Hun forblev omme bag hans ryg et sted og bevægede sig så ellers lidt rundt, uden noget egentligt formål. "Forhåbentlig noget, du brød dig om," sagde Louisa, et øjeblik efter, den anden havde vendt sig om. Hun bevægede sig over til puderne og samlede Myrddins lille kop, samt karaflen op. Hun fyldte koppen med vand og stillede karaflen fra sig, før hun gik over og satte koppen i vindueskarmen foran Myrddin. Så kunne han tage det eller ej, nu hvor han havde sendt hende afsted efter vandet til at begynde med.
|
|
|
Post by Demon on Sept 26, 2007 21:48:11 GMT 2
Han svarede ikke. I stedet gik han over til kanden og hældte en kop op til sig selv. Han dyppede kort fingeren i vandet, inden han drak det. Han kunne klare det for gift, hvis hun havde været så dum, men dette var blot for at køle det til den rette temperatur. Han drak kort af den hankeløse kop, inden han lagde sig tilbage i puderne. Han lå tilbagelænet med benene let spredt. Han havde lange, vide klæder på, der mindede en smule om de rejsendes nomadeklædninger. På fødderne bar han sandaler, der dog lå ved siden af puderne på nuværende tidspunkt. Han lukkede øjnene og nød øjeblikkets fred. Som han lå der med armene ud til hver sin side så han ud, som om han omfavnede noget stort og usynligt. Og han så ud til at nyde det.
|
|
|
Post by Maine on Sept 27, 2007 15:19:09 GMT 2
Louisa løftede et øjenbryn af den anden. Ikke at han behøvede at tage den kop, hun havde hældt vand i til ham, men det undrede hende dog at Myrddin ikke bare tog den kop, hun havde stille foran ham, istedet for at hælde op i en ny. Hun lod derfor koppen stå i vinduet og vendte blikket ud af det. Solen hang som en blændede, stor, orange skive, halvt gemt bag slottet og de største af husene i byen. Fra dette vindue var udsigten over byen, ganske udsøgt og noget en del folk tragtede efter - af en eller anden underlig årsag, som Louisa ikke ville fatte om hun så ville. Folk ønskede diverse fine genstande og slægter så alle kunne leve i overordentlig velstand, så længe de var indfødte - altimens de rejsende ikke måtte få del i denne velstand; i hvert fald ikke så længe, de ikke var giftet ind i en indfødt familie. Louisa glattede nogle løsslubne lokker af det let krøllede hår om bag øret. Håret var ellers bundet op, højt på hendes baghoved for ikke at være i vejen. For hvad, vidste hun ikke lige, da der ikke var det store og hele at foretage sig lige nu, men det var jo en anden side af sagen. Louisa vendte blikket bagud for en kort stund. Endnu engang havde Myrddin placeret sig mageligt. Hun løftede et øjenbryn af ham. "Er der andet, jeg kan gøre, eller skal jeg fortrænge nu?" spurgte hun i et tonefald der hverken var syrligt eller håbefuldt. Det havde en neutral klang, ligesom udtrykket i hendes ansigt ligeså var yderst neutralt.
|
|
|
Post by Demon on Sept 28, 2007 8:43:05 GMT 2
Han løftede hovedet et øjeblik og så på pigen gennem halvtlukkede øjne. Fortrænge? Det hun mente var vel, at hun ville fortrække sig. Han overvejede et øjeblik, om hun havde noget andet end at forføje sig i tankerne. Hun var et mærkeligt menneske, som han ikke helt kunne lide, at han ikke kunne gennemskue. "Fortræk dig ikke..." svarede han blot. Tæt på enstavelsesord. Han lagde igen hovedet tilbage, og det eneste, der afslørede, at han levede, var en smule bevægelse i brystkassen. Men med et sæt satte han sig op. Hans øjne faldt hurtigt på koppen, som Louisa havde hældt op. Han havde egentlig tænkt, at hun ville drikke med ham, men hans gestus var blevet afvist. Han lægger hånden over koppens åbning og vendte hele molevitten. Hans situation uden arvinger betød, at han var nødt til at fortrænge sig selv og for en tid blive noget, hun kunne forestille sig at begære. Han trak den nu omvendte kop væk, og vandet stod som en solid blok på hans håndflade. Han lænte sig til igen tilbage og sad for sig selv og legede lidt med isklumpen. Man kunne umuligt fra Louisas plads se, hvad han gjorde med den. Om det blot var hans latterlige smålege, der kun var til for at underholde ham selv, eller om dette var noget andet.
|
|
|
Post by Maine on Sept 28, 2007 21:02:18 GMT 2
Louisa rynkede brynene af den anden, da han endnu engang sagde noget, meget kort. Nu måtte man åbenbart heller ikke tale som man ville længere, uden at blive rettet på, midt i det hele. Sådan var livet vel - en lang række af rettelser, og hvad dertil hørte, fra omverdenen. Deriblandt skuffelserne der aldrig helt kunne udryddes. Louisa løftede koppen fra vindueskarmen og vendte tilbage til, hvor hun havde siddet før - med blikket rettet lidt rådvildt ud af vinduet; næsten som om, hun troede at udsigten ville være anderledes end den havde været for få øjeblikke siden, da hun havde set den vej sidst. Da denne teori så småt var ved at blive afskaffet, vendte Louisa istedet blikket imod Myrddin der åbenbart sad og rodede med en fremmanet isblok. "Må jeg spørge, hvad det er, du foretager dig...?" spurgte hun og så undrende på den anden. Normalt, var det en sætning sagt med en vis strenghed, men det var ikke tilfældet lige da. Stemmelejet var ganske normalt, måske en smule nysgerrigt endda. Louisa betragtede Myrddin med sine store, blå øjne. Der lå et eller andet umiskendeligt i blikket, men det var ikke som den tidligere rastløshed... Mere et eller andet der var mere roligt end før. Stille, tyst, uden hændervridende tendenser; kun det nøjsomt, nysgerrige blik på hendes mand.
|
|
|
Post by Demon on Sept 30, 2007 12:34:29 GMT 2
"Åh... intet..." sagde han afvæbnende og ragte ud mod bordet, hvor han lader lader isklumpen glide over på. Klumpen havde taget form af to tætstående mennesker. De var små og fine. Isen så ikke ud til at være hugget til. Nærmere, som om den var blevet sådan i en form. De to mennesker - en mand og en kvinde - stod pande mod pande og så ikke ud til at have andre i hele verden. Det var et lille kunstværk om kærlighed. Murchadh tog sin egen kop og drak igen, selvom man måske havde forventet mere engagement fra ham - skaberen. Han så kort på de to figurer, der lignede ham selv og Louisa uden den mindste fejl.
|
|
|
Post by Maine on Sept 30, 2007 14:06:39 GMT 2
Louisa løftede det ene øjenbryn i en lidt spørgende positur, altimens hun så fra Myrddin til den lille isblok der havde antaget en mærkværdig form af noget uigenkendeligt. I hvert fald så vidt hun selv kunne bedømme. Måske var det derfor, hun befandt sig stille siddende for nogle få øjeblikke, hvor intet så ud til at foregå, før hun stille rakte ud efter den lille skulptur og vendte og drejede den i hænderne, da hun havde fået fat i den. Der var specielt ét spørgsmål i hendes hoved, som hun ønskede svar på lige da, men om hun turde spørge, var jo en helt anden sag. Det kunne jo blive noget kedeligt stads at stille sådan et spørgsmål midt i det hele, uden nogen form for videre grundlag. Eller, det syntes Louisa selv at hun havde, men det syntes resten af verden jo ikke. Istedet vendte hun blikket imod Myrddin der så uforanderlig ud, som han stadig blot lå og drak sit vand. "Den er meget flot," sagde Louisa og stilte igen den lille skulptur fra sig, da isen fik det til at stikke af kulde i hendes fingre og på håndfladen. Et ganske lille smil, fik Louisas mundvige til at bue let opad. Som med så mange andre, blev hendes ansigt af en eller anden årsag kønnere, når hun smilede. Det var nærmest en uskreven lov. Alligevel, syntes hendes ansigtsudtryk at ændre sig endnu engang, selvom det kun var øjnene der blev alvorlige og ikke resten af ansigtet - smilet, om en det var lille, forblev der. "Men hvorfor lave den?" lød Louisas spørgsmål derefter. Ganske forsigtigt og stille. Hun ønskede ikke længere at gøre ham vred, da hun havde fundet ud af at hun ikke kunne gøre dette. Til gengæld ønskede hun nu blot at få en reaktion - et eller andet, bare noget, så hun kunne se at han rent faktisk var i live og ikke blot eksisterede for ingentings skyld. Louisa, som sad et lille stykke fra Myrddin, rykkede sig lidt nærmere ham, til der kun var en lille håndsbredde imellem dem. Hun kunne ikke sige at hun ikke ønskede, hvad skulpturen viste. Nærvær, bare for en gangs skyld. Ikke noget voldsomt, blot en omfavnelse ville redde en hel dag for hende, men det gjorde Myrddin sig jo ikke i - men hvorfor? Hvorfor ikke? Fandt han hende virkelig så frastødende at han ikke engang ønskede at røre hende? Louisa strøg en lok af den andens mørke hår væk fra den lyse pande og betragtede ham stille, eftertænksomt.
|
|
|
Post by Demon on Oct 3, 2007 0:55:09 GMT 2
Murchadh så ned på isblokken, mens hans kone betragtede den. Han forventede halvt, at hun ville kaste den på gulvet, sige noget nedsættende eller noget helt andet. Det var med sikkerhed i hendes natur, at hun kunne gøre sådan noget, og netop derfor måtte han vinde over hendes personlighed og gå ud over sin egen. Da hun endelig sagde noget, blev han derfor halvt overrasket over, at det var noget positivt. Han overvejede et øjeblik, om der var et gran sarkasme gemt i kommentaren, eller om hun lød påtvunget. Som om hun vidste, at hun var nødt til at sige noget positivt. Men intet lagde han mærke til. Det varmede et kort øjeblik i hans indre. Men den næste kommentar fik det igen at fryse i ham. Hun var mistænksom. Måske havde hun gennemskuet det hele. Dette lille forsøg, der måske skulle blive hans sidste, kunne mislykkes. Han var lige ved at opgive det hele, da hun bevægede sig ham nærmede. Han kunne næsten lugte hende. Hans sande indre bad ham om at rykke væk, afskye, hvad hun forsøgte på, men han vidste, at dette var nødvendigt. Hans liv var uden den store kropskontakt, så han fandt lede derved. Han tog en indånding, lænte sig impulsivt frem og kyssede sin kone.
|
|
|
Post by Maine on Oct 3, 2007 20:59:33 GMT 2
Louisa holdt øje med den anden og forsøgte at gennemskue, hvad han tænkte. Ikke at hun havde de store chancer for dette, men det lå i hendes natur at forsøge sig så godt som hun nu engang kunne præstere. "Tavs som altid..." var den første tanke der strøg igennem Louisas hoved, efter hun havde stillet Myrddin sit spørgsmål. Han havde rent faktisk sagt nogle ting idag, som hun aldrig havde troet han ville fortælle hende det mindste om. Hun var blevet positivt overrasket til at begynde med, men skuffet igen, da han endnu engang lukkede af for hende - sådan som hun efterhånden var blevet så vant til at han gjorde. Myrddin var, uden tvivl, ikke verdens mest eftertragtede ægtemand - i hvert fald ikke i Louisas øjne - men hun mente alligevel at han burde lukke sig lidt mere op efter seks års ægteskab. Det virkede på en eller anden måde sygt at han stadig ikke gjorde det, men blot holdt sig for sig selv. For alle andre, var deres hustruer noget man læssede bekymringer ovenpå, men Louisa fik aldrig hørt nogle af disse. Aldrig. Det virkede så kunstigt, som om det hele blot var en facade for verden udenfor. De skulle blot se at Vandmesteren var lovformeligt gift og så var de glade - men hvad med Louisa. Hun havde netop tænkt sig at sige Myrddin en ting eller to om dette, da det ufattelige skete - han kyssede hende. Ud af det blå; uden nogen form for 'advarsel' eller at hun skulle spørge ham om det. Alligevel kunne hun have brast i tårer, for dette var blot endnu en facade, var hun sikker på og hun hadede det. Hadede det... Elskede det. Louisa strøg et par forsigtige fingre langs med Myrddins kæbeparti og - sammen med resten af den slanke hånd - om bag hans nakke. Hun strøg fingrene videre op igennem hans mørke hår og placerede et let tryk der, bare så han skulle vide at hun helst ikke så at han holdt inde igen. Når der kunne gå lang tid imellem stunder som denne, ønskede man naturligvis at de skulle vare ved bare lidt længere.
|
|
|
Post by Demon on Oct 4, 2007 17:24:09 GMT 2
Myrddin kyssede hende og lod hende berøre ham. Han løftede sin arm, som lå så behageligt på de store puder, og lagde den om Louisas liv. Han trak hende ned mod sig med en kraft, som man ikke havde forestillet sig, når man så på hans knapt så imponerede arme. Den anden arm blev også langsommeligt løftet, hvorefter hans lange, følsomme fingre gled gennem hendes hår. Hans instinkter reagerede et kort øjeblik, da hans næse mærkede duften fra hendes hår. Resten af hans krop var også langsomt begyndt at vågne op fra en dvale, som den havde opholdt sig i siden hans sene ungdomsår. Blackout
|
|
|
Post by Maine on Oct 4, 2007 18:04:13 GMT 2
Louisa snørrede livet til i kjolen igen med en sindrig bevægelse, før hun strøg håret lidt bagud, endnu engang - det havde fået et lidt rodet præg efterhånden som ting pludselig syntes at skride ud på et sidespor, hun ikke var sikker på, havde ligget i luften hele tiden. Mærkeligt, sådan noget, men det var oftest en meget impulsiv akt, i forhold til så mange andre. Louisa havde mest af alt så travlt med at komme i alt tøjet igen, fordi hun følte sig udsat et sted med så mange vinduer - især taget i betragtning af at et af dem også var åbent. En let rødmen strøg henover hendes ansigt, da hun kom til at tænke på at nogen kunne have set dem... Eller hørt dem; ikke at det gjorde den store forskel når det ikke var blevet givet til kende, men alligevel virkede det en anelse, ja, måske ikke blufærdighedskrænkende, men i hvert fald noget henad i den dur. "Hvis nu det er lykkedes denne gang, kan det være han tøer lidt op, sådan helt generelt... Måske," tænkte Louisa for sig selv. Hun sagde ikke meget, måtte man nok sige. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til Myrddin. Tak? Det ville virke for mærkeligt at sige noget som det, men alligevel var det det ord der lå hende nærmest lige da. Louisa hævede blikket imod den lille isskulptur der allerede var ved at smelte igen og kunne ikke lade være med at tænke på at det var det. Som det sidste, vendte Louisa blikket imod Myrddin med et let smil spillende i den ene mundvig.
|
|
|
Post by Demon on Oct 5, 2007 16:24:19 GMT 2
Murchadh var trådt ned i den anden ende af lokalet, hvor han hastigt igen havde iklædt sig de lange, luftige klæder. Han havde overstået den del, der skulle give ham en efterfølger. Når blot hun ikke var gold. Det havde ikke været ubehageligt, men det var ikke noget, han ville bryde sig om at gøre for mange gange. Louisa gjorde absolut ikke noget selv i sagen. Hendes klæder, hendes natur eller handlinger opmundrede ham ikke til noget sådant. Det var godt, han havde taget initiativet! Han så mod hende et øjeblik. Måske ville han finde hende smukkere, når hun en dag havde en stor mave. Med disse tanker i hovedet kiggede han roligt ud af vinduet, der var ham nærmest. Han drak tænksomt af sin kop med vand, mens han lod den kølige væske rense ham indvendig. Han følte sig tom og følelsesløs. Mange ville ligge selvfed eller holde om sin kone, men han følte ikke rigtig for noget af det. Naboens unge datter så på ham fra et vindue lidt længere nede. Hun smilte prøvende, men den eneste reaktion, hun fik, var, at han forlod vinduet igen.
Han fulgte Louisas blik, gik hen og satte en finger mod den lille iskvindes hoved. Kort efter smeltede den med lynets hast, inden den fordampede.
|
|
|
Post by Maine on Oct 9, 2007 20:31:33 GMT 2
Louisa holdt øje med den anden. Hendes smil forsvandt langsomt fra ansigtet, da Myrddin var kold som altid. Hun havde ham mistænkt for ikke at være andet end is indeni. Fuldkommen gennemfrosset, uden noget andet end en isklump som hjerte. Hvorfor han var sådan, forstod Louisa simpelthen ikke - hvad var det, hun gjorde forkert? Var der mon et eller andet, hun ikke gjorde, som han mente at hun burde? Det var jo ikke til at vide, når manden aldrig sagde noget som helst! Louisa tog en dyb indånding og rejste sig stille op igen. Nu hvor hendes kjole igen var spændt ind og håret strøget tilbage over skuldrene, så hun ikke meget anderledes ud, end da hun kom ind. Hun strøg kort hænderne ned over kjolen og glattede den stille ud. Hun vendte derefter blikket imod Myrddin igen. "Er det mon nu, jeg skal sige noget, eller blot gå min vej?" kunne Louisa ikke lade være med at tænke, som hun betragtede den anden med sine lyse øjne. Hun ventede en form for reaktion og holdt øje med den lille isskulptur, som den svandt ind til en lille vandpøl og til sidst fordampede helt. Væk var den.
"Hvad er det, du ønsker fra mig?" spurgte Louisa efter et kort stykke tid, hvor hun havde stået og vejet for og imod, med hensyn til om hun skulle tale med Myrddin eller gå, og dermed lade ham få den fred, han for det meste nød helt alene. Louisa vidste godt at hendes mand ønskede arvinger, men hvad nu hvis det slet ikke var muligt for hende at skænke ham nogen? Hvad nu hvis det slet ikke kunne lade sig gøre - hvad ville det så komme til at betyde i sidste ende?
|
|