Murchadh-værelserne

[Maine]

Louisa ventede, til hun mærkede den velkendte følelse af, at tabe luften fuldkommen, før hun nikkede let og med næsten tabt åndedrag sagde:
"Tak, det er fint nu."
Det var problemet med denne her mundering - man var spændt så voldsomt ind, at det tog tid at komme til at trække vejret på rette vis igen. Med de dybe indåndinger, hun tog med jævne mellemrum, gik det dog en kende lettere, meget kort tid efter. Hun havde efterhånden vænnet sig til den korte tid, hvor luften ikke rigtig kunne finde vej til lungerne, før man havde trukket vejret på denne her måde i et par øjeblikke. Louisa drejede en gang rundt og smilede let til Elisabeth, efter at have kastet et stjålent blik ud af rummets nærmeste dør, for at se om hun kunne skimte ham der kom ind.
"Det ser ud til, at vi er heldige nok til at få fint besøg," sagde hun i et så lavmælt tonefald, at det knap kunne høres, hvis ikke man ligefrem lyttede godt efter. Louisa nikkede lavmælt over imod døren og tilføjede til pigens spørgsmål: "Jeg ved ikke om det behager endnu - du må høre Mesteren."
Louisa vidste godt, at det var grumt at tørre den opgave af på den stakkels pige, men hun ønskede virkelig ikke selv at spørge lige nu - hun ville allerhelst holde sig langt væk lige for øjeblikket og håbe på, at alle uvejrsskyerne drev over af sig selv, selvom de havde det med at komme og gå, som de selv ønskede det.
"Sådan er vejret..."

[Demon]

I stuen lagde Murchadh godt mærke til, at de to kvinder var i det tilstødende lokale, men det interesserede ham ikke synderligt. Han lagde sig tilbage på chaiselongen og så et kort øjeblik ud over sit 'kongerige'. Hans omgivelser behagede ham overordentligt. Det eneste, der irriterede ham var, at de to kvinder fortsat var et sted, hvor han ikke havde styr på dem. Tjenestepigen havde end ikke taget imod sin herre. Godt nok havde han foræret hende til Louisa, men han var stadig husets herre, og det havde hun bare at huske!
Han strakte sin lange krop. Utroligt, at han kunne være så doven eller træt efter at have lavet så lidt. De sidste mestre lod vente på sig. Han tænkte et øjeblik på den iltre ildmester med et smil om læben. Måske skulle han tage tilbage blot for at tirre hende. Se hvor lang - eller kort - hendes lunte mon egentlig var.

[Fix]

Elizabeth nikkede til Louisa. "Ja, frue." sagde hun og kom ud i stuen. Hun nejede dybt. "Goddag herre." sagde hun og kom op at stå igen. Hun smilte prøvede. Han virkede ikke i såå godt humør lige nu. Ikke sådan dur, bare... Lumsk. "Ønsker Herren noget vin eller måske lidt mad?" spurgte hun høfligt. Hun var altså lidt bange for ham. Specielt fordi hun ikke havde budt ham velkommen. Louisa var sød og rar. Men hun havde virket fraværende. Mon der var noget galt imellem de to? Hun turde ikke spørge.

[Maine]

Louisa forblev inden i det andet rum, selv efter at Elisabeth havde talt derinde. Man kunne høre det som en svag mumlen - ordene kunne ikke tydes, men tonefaldet og selve den milde brummen, gjorde Louisa istand til, at kende forskel på hvem der nu engang talte derude og Myrddin havde ikke sagt noget endnu, så vidt hun kunne bedømme. Nu måtte hun lige prøve, at tage sig lidt sammen imens, så hun ikke lignede et rent nervevrag, når hun engang besluttede sig for at være social igen.
"Det er ikke så slemt, når det kommer til stykket. Du bliver ikke sindssyg," sagde hun med et let nik, drejede om på hælen og tog de første, klikkende skridt henover gulvet ind i det næste rum, efter at have rettet lidt på håret og glattet kjolen ud endnu engang. Louisa havde haft den der nervøsitet siden hun havde forladt hjemmet tidligere på dagen og det var ikke blevet bedre efter hendes snak med ham der - hvad var det nu, han hed? Nå, det kunne hun ikke huske - der havde påstået, at hun bare skulle komme mere ud, uden sin ægtefælle. Havde han nogen idé om, hvad det ville sige at være en del af byens bedre borgerskab? Tydeligvis ikke, for så ville han da i hvert fald have vist, hvilken skam det ville bringe hvis det på nogen måde blev opdaget - desuden nærede hun intet ønske om, at 'komme mere ud'. Det ville trods alt også bringe hende selv til skamme.
"Godeftermiddag,"sagde Louisa, uden meget tone i den lavmælte stemme. Hun sendte Elisabeth et kort smil og vendte derefter blikket til den noget magelige mand på chaiselongen.

[Demon]

Da Elizabeth endelig viste sig i hans nærhed, forsøgte han at trøste sig med, at man næsten kunne lugte hendes frygt. At hun viste den ærbødighed, som han forventede at få. Han så op og ned af hende et øjeblik. "Hent to kander koldt vand," kommanderede han, "og fruens yndlingsfrugt." Det sidste var en indskydelse, som endda overraskede ham selv. Men når Louisa sandsynligvis var i nærheden, så ville hun uden tvivl blive formildet af denne gestus. Herefter interesserede han sig øjensynlig ikke mere for tjenestepigen. Han så rundt og glædede sig allerede til det kolde vand.
Da Louisa så pludseligt viste sig, gled hans øjne over hendes kjoles folder. Gad vide, om deres seneste... korpulering... havde givet frugt? Ville han spørge hende? Men just så hun ud, som hun burde. Hun var en smuk ung kvinde, som ville gøre ham ære, når hun var ude i samfundet.
Hendes stemme skælvede ikke. Hun viste ikke nogle direkte ængstlige tilbøjeligheder. Muligvis var hans vredesudbrud glemt for længst. "Godeftermiddag, Louisa," svarede han med en ophøjet ro.

[Fix]

Elisabeth nejede og måtte faktisk hele vejen udenfor for at hente koldt vand, der lige var hentet op. Hun bar det ind i køkkenet og hælde det på to flasker. Fruens ynglingsfrugt. Hun tog et fad med pærer og stilte det alt sammen på en sølvbakke med to glas. Det måtte hun ikke tabe! Glassenee var af krystal, ligeså var flaskerne! Hun kom ind og serverede. "Hver så god Herre"

[Maine]

Et blidt smil mønstredes på Louisas læber, som Elisabeth forsvandt ud af rummet med hurtige skridt. Det falmede dog en lille smule, da hun vendte blikket imod Myrddin endnu engang - ikke desto mindre tog hun et par skridt over imod chaiselongen og gjorde en gestus med den ene hånd imod den ene ende af den, som for at spørge om han ville rykke sig en tand, så hun kunne få lov at sidde der. Til alt held, var Louisa ikke alt for vild med krinoline og gik ikke med det, hvis hun kunne undgå det - det var ubehageligt, at være tvunget til at stå op, fordi hele kjolen ville svinge op i samme form, hvis man satte sig ned. Hun forstod ikke de kvinder, der udholdte at bære noget sådant - jo, det var noget af den højeste mode, at kunne fremhæve sine hofter i den grad, men det var noget så ukomfortabelt.
Louisa betragtede Myrddin i en rum tid, før hun tog de sidste par skridt over imod chaiselonge, hvor han stadig henslængte sig. Han var ikke ligefrem alt for blu af sig, men det behøvede man vel heller ikke, når man var herre i eget hus. Ikke desto mindre havde Louisa haft stort besvært med, at undertrykke en mild latter da Elisabeth kaldte ham 'herre'. Skønt hun ikke hørte til 'familien', så virkede det dybt upersonligt. Men nu var Myrddin heller ikke videre personlig - ikke engang overfor sin egen hustru igennem seks år. Det virkede ret ironisk, men det var desværre noget, man måtte lære at leve med i hendes position.
"Må jeg slå mig ned her...?" sagde Louisa i et næsten ydmygt, spørgende tonefald og det samme udtryk prægede hendes noget nær snehvide ansigt. Helt så lyst var det ikke, men ligheden var nærmest slående.

((Siden hun lige skal have svar på det spørgsmål, får Demon lige lov at udfylde resten af tidsrummet indtil Elisabeth vender tilbage... Hvis det er ok.))

[Demon]

Murchadh så et øjeblik på hende. Han lå så umådeligt godt, at han ikke kunne forestille sig, at skulle flytte sig bare en tomme, for at hans hustru kunne sidde også. Men selvfølgelig kunne han jo flytte sig... hvis... Hans øjne gled hen over hendes lyse ansigt og ned over kjolen. Han valgte at lade, som om han ikke havde hørt hverken hendes spørgsmål eller set hendes gestus. Han så op fra sit magelige leje.
"Er du svanger?" spurgte han direkte. Han var nødt til at vide det. Hans blik faldt et øjeblik på hendes mave. Var der en lille Murchadh derinde?

[Maine]

((Det er ikke for at lukke nogen ude, men Elisabeth er øjensynligt ikke tilbage endnu.))

"Er du svanger?"

Louisa fugtede sine læber ganske kort, næsten som for at trække tiden lidt ud. Det var et adgangsspørgsmål - det kunne hun da se på ham. Havde hun endnu ikke båret frugt, så ville hun ikke være brugbar til noget som helst længere og Louisa forstod det godt. For en så vigtig som Myrddin Murchadh var det vigtigt, at producere en arving, men det var desværre ikke noget, man bare bestilte og kunne forvente ville ankomme ugen efter. Den slags tog tid - år, måske. Den tid var i hvert fald allerede gået og Louisa vidste udmærket godt, at det ikke passede ham helt så godt, som det måske havde gjort det tidligere. Det pinte da også hende selv, at hun tilsyneladende ikke var frugtbar nok til, at bære et barn under sit hjerte, men en af dem var ligesom nødt til at se på den lyse side af det hele - hun havde et par år endnu til at indhente det, men hvor mange havde Myrddin mon?
"Jeg kan ikke vide det med sikkerhed... Allerede," indrømmede Louisa til sidst og undlod, at nævne den fornemmelse hun havde haft blot få øjeblikke tidligere. Hun ville ikke give falske forhåbninger, hvis hun kunne slippe for det - hvis det endte med, at være usandt, ville hun trods alt blive mindre i sin mands øjne, end hun var i forvejen. Da Elisabeths skridt efterhånden nærmede sig, trådte Louisa de få par skridt tilbage, så hun endnu engang befandt sig det samme sted, som før pigen forsvandt ud for at lyde sin herres bud. Det var her Louisa skiftede mening - det var lige der, hun kunne få sin heldige stund, skønt det endnu engang ville ramme hende selv, hvis det viste sig at være usandt. Hun rømmede sig let.
"Men alt tyder på det," sagde hun og bøjede kort hovedet i Myrddins retning, før hun forsvandt tilbage ind i det rum, hun var kommet fra - netop som Elisabeth kom ind ad døren til rummet med chaiselongen. Man havde vel sans for dramatiske detaljer.

[Fix]

Elisabeth smilte venligt. Hun fik serveret for sin herre, og så noget forvirret ud da Louisa gik. Hun spurgte Myrrdin: "Kommer fruen igen, eller ønsker I at jeg serverer på hendes kammer?" spurgte hun nærvøst. Hun var lidt skræmt for Myrrdin. Han kunne magi og det skræmte hende altså lidt. Det facinerede hende, men det skræmte hende. Hun smilte venligt. Hun kom i tanke om at hun skulle vaske imorgen.

[Demon]

*Alt tyder på det* tænkte han næsten uden at fatte det. Bar denne kvinde virkelig hans barn? Hvis hun gjorde, ville hun aldrig igen komme til at mangle noget. Midt i alt dette, så han på tjenerinden med et irriteret blik. "Forføj dig," kommanderede han. Hun skulle ikke opleve noget, som kunne blive sladret videre til resten af nabolaget.

Myrddin var rejst sig i sindsbevægelse og fulgte sin kone. Han tog et solidt greb i hendes arm og vendte hende mod sig. "Bærer du mit barn?" spurgte han med en alvorlig sindsoprivelse.

[Maine]

Louisa havde åndet lettet op, så snart hun var nået ind i det tilstødende værelse. Hun havde presset en håndflade let imod sin pande og håbede på, at den dunkende smerte bag pandeskallen ville dæmpes med tiden. Et sjældent, livligt smil prægede dog hendes ansigt midt i forvirringen - hun havde vistnok sagt det rigtige, for engangs skyld. Det kunne vel ikke skade hende senere hen, kunne det? Hvis nu Louisa virkede sikker nok, i sin sag, kunne det måske alligevel komme til, at fungere for hende med tiden.

"Forføj dig," lød en, mildt sagt, irriteret stemme inde fra det tilstødende rum og en del af sikkerheden forlod Louisas ellers så selvsikre holdning. Der lød en serie hurtige skridt bag hende, men skønt hun bemærkede dette, nåede Louisa ikke at vende sig om, før et tilpas hårdt greb var blevet lagt om hendes ene overarm og hun blev snurret halvvejs rundt. Hjertet hoppede automatisk helt op i halsen, da et overrasket gisp flød henover kvindens amorbuede læber. Et lidt forvirret udtryk opstod på hendes ansigt. Havde hun mistolket Myrddins intentioner? Ønskede han det ikke...?

"Bærer du mit barn?"

Louisa rømmede sig let, efter blot at have betragtet den anden med en vis uro i ansigt og kropsholdning. Hvad skulle hun nu svare til det her? Hun syntes allerede, hun havde givet et tidligere svar der måtte være fyldestgørende nok... Men var det mon slet ikke det samme, han nu spurgte om? Louisas øjenbryn løftede sig en lille anelse, efter at have fortolket sin mands spørgsmål på en anden måde, skønt hun ikke var sikker på om det var hvad han mente.
"Hvis skulle det ellers være...?" spurgte hun i et blidt tonefald og betragtede Myrddin med et nærmest bestyrtet udtryk i ansigtet. På denne her måde, havde Louisa besvaret begge spørgsmål, hvis der lå mere end et i luften og hun ventede på en reaktion fra den anden - håbede på, at den var mere positiv, end det greb der efterhånden var begyndt at føre til en vis ømhed i hendes ene arm.

[Fix]

Elisabeth så forbavseet på Myrddin og ilede ud i køkkenet igen. Hun skulle vidst ikke høre den samtale. Hun sukkede og lagde pærerne på plads. Vandet havde hun ladet stå derinde, mens hun ventede i køkkenet. Hun tog sig lidt brød. Det havde hun dog ret til.

((Hun er bare her passiv, til i kalder))

[Demon]

Murchadh slap hendes arm. Ophidselsen over, at det måske endelig var lykkes, fik ham til at virke mere voldsom, end det var ment. Han så ned i hendes øjne med et blik, der afsøgte hendes sjæl for svar, mens han hørte Elizabeth forsvinde fra dem.

"Hvis skulle det ellers være...?"

Hendes svar lod ham stå et øjeblik, mens han så på hende med et vurderende blik. Hans kolde øjne borede sig ind i hende.
Det var, hvad han havde ønsket at høre. Længe stod han stiv som et bræt og så på hende, inden han pludselig faldt på knæ foran hende og lagde siden af hovedet mod hendes mave og underliv. Han lagde hænderne mod hendes lænd og omfavnede så godt han kunne det barn, der ville komme derinde.
"Gotama være lovet..." hviskede han for sig selv, mens han lukkede øjnene. Når der engang var dannet fostervand derinde, ville han måske kunne mærke barnet gennem det. Han kunne allerede mærke det vand, som var i Louisas krop. Var han morderisk eller machocistisk, kunne han få vandet til at fryse, koge eller fordampe. Han kunne dræbe hende, hvis han virkelig ønskede det. Men det ville suge ham næsten tom for kraft og livsenergi.

[Maine]

Louisa var som frosset til stedet længe, meget længe og så på Myrddin med uudtalt frygt i blikket. Hun brød sig ikke om den kulde hvormed hans gennemborende blik undersøgte hendes ord for sandhed og løgn. Hun gøs, uden bevægelse eller lyd - mærkede hvordan gåsehuden krøb henover resten af kroppen, med samme fart som en steppebrand. I de få øjeblikke hvor de bare stod og stirrede på hinanden, virkede det som om tiden stod helt og aldeles stille og Louisa frygtede for hvad der ville ske, når den engang satte i bevægelse igen. Myrddin virkede jo ikke helt og aldeles glad, så noget overraskte blev den unge kvinde, da han slap hendes arm og knæerne tilsyneladende knækkede sammen under ham.
Louisa trak ikke vejret i et stykke tid, men stod blot helt stille, som Myrddin havde lagt kind og hænder imod hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham i en så åbenlys glædesstund. Hun kunne ikke dele den med ham, ikke på samme måde, for det var ikke lige så vigtigt for hende, at producere en arving, som det var for Myrddin. En tanke slog ned i Louisa, som sikkert ikke ville hue nogen, hvis den blev sagt højt - hun havde en meget sikker formodning om, at det var lykkedes dem, at blive gravide før, for en nat i hendes sekstende år, var hun vågnet op, da en krampe i underlivet gjorde det umuligt for hende, at sove. Det varede dog ikke længe før denne krampe endnu engang var gået over og en lille mængde blod havde spredt sig som en plamage udover hendes natkjole.
Louisa sænkede blikket og strøg Myrddin blidt over håret, som hun tænkte. Ansigtsudtrykket var tomt, som hun besluttede sig for ikke, at indvie ham i denne spontane abbort for snart fire år siden.
"Det er unødvendigt..."