|
Post by Demon on Oct 10, 2007 14:00:48 GMT 2
Han vendte sig mod hende. Han havde ikke forestillet sig, at hun vovede at tale sådan til ham. Han stillede igen den kop fra sig, som han just havde drukket af. En fjern vrede tordnede i hans indre. Han kneb øjnene en smule sammen og så på hende. Han havde lyst til at råbe af hende, forvise hende til køkkenet, bede den ugudelige kvinde finde sin plads og ikke belemre ham med sådanne ting. Hvilken frækhed! "Du skal føde mig sønner..." sagde han da kort, "og vise dig som en værdig kone". Et øjeblik følte han for at sænke et skib eller forurene drikkevand. Hans verden, som et øjeblik havde været fyldt af et nyt håb, var nu druknet i virkelighedens småproblemer.
|
|
|
Post by Maine on Oct 10, 2007 22:25:47 GMT 2
Et fjernt smil der ikke havde noget med glæde at gøre, trådte frem på Louisas ansigt, som en skarp kontrast til det, hun havde i sinde at fortælle Myrddin. Der var nogle få ting, han overså i dette billede, han netop havde fremlagt af hende. For det første var Louisa et tænkende individ der ikke kunne slå sig helt til tåls med denne behandling som en anden fødemaskine. Det fik hende til at føle sig som en ko. Et avlsdyr der ikke havde andet formål i livet. Louisa gøs ved tanken, der absolut ikke huede hende det mindste. "Har du tænkt på at du måske slet ingen sønner kan få? Hvad hvis du får en datter ved et rent tilfælde? Eller at vi måske slet ingen børn kan få? Indtil videre tyder det ikke på at vi har den store succes, synes du?" sagde Louisa i et nærmest henkastet tonefald. Af en eller anden årsag, virkede det som om hun morede sig herligt. Det lille, glædesløse, smil der huserede på hendes ansigtstræk ændrede sig ikke en tøddel, som hun vandrede rundt i rummet med skødesløse bevægelser. Hun vedblev at lade hænderne glide ned over det forårsgrønne, glatte stof i kjolen. "Men det har vel ingen relevans," sagde Louisa til sidst med et henkastet skuldertræk. Et eller andet sted frydede hun sig over at få en let reaktion fra Myrddin. Bare den der lette kniben sammen af øjnene, gjorde hende opmærksom på at hun havde skubbet til et eller andet. At svaret så var så dødt, kunne hun jo kun forvente.
|
|
|
Post by Demon on Oct 11, 2007 15:24:01 GMT 2
"HVOR VOVER DU!" udbrød han med en flammende vrede. Hans mørke øjne så på hende med en foragt, som man hverken før eller senere havde set hos ham. Den ellers så rolige mand var for et øjeblik blevet bragt ud af fatning. Vandet i kanden begyndte at koge, og dampen steg hastigt op af den, mens fordampet vand begyndte at falde fra den tomme luft som forfrossent regn, der stikkende faldt på de to. Hans slanke hænder, der indtil for lidt siden var blevet brugt til kærtegn, var knyttede. Han var nødt til at gøre dette for ikke at slå hende!
Han trådte hende et skridt nærmere, da han igen talte. "Jeg forgylder dig og lader dig leve et frit liv, som mange kvinder misunder dig! Alligevel oplever jeg ikke andet end sure miner og klager fra dig!" sagde han vredt. Hans øjne gled et øjeblik forbi hende ud af vinduet. Han vendte sig fra hende, mens han forsøgte at slappe af, da han gennem vinduet havde set, hvordan det var begyndt at falde is fra himlen på samme måde udenfor. Derfor undertrykte han sig selv. Lidt efter faldt regnen ufrossent. Efter et par minutter stoppede regnen igen. Derefter vendte han sig igen og så på hende med et blik, der sagde, at dette var hendes værk. Hun havde bragt ham ud af balance.
|
|
|
Post by Maine on Oct 11, 2007 15:58:08 GMT 2
Louisa blev så overrasket over Myrddins vredesudbrud at hun trådte et skridt tilbage, væk fra ham. Det var jo det, hun havde ønsket at høre fra ham, men alligevel havde det ramt hende som slaget fra en lussing. Louisa sænkede blikket til gulvet, da det pludselig begyndte at hagle nedover dem med isregn. Det slog imod huden og gav røde mærker, hvor det ramte og alligevel... Alligevel rørte hun ikke på sig. Ikke om hun på nogen måde skulle ødelægge den vrede hun havde frembragt nu, ved at krybe for tilgivelse. Ikke endnu. Myrddin havde jo netop bekræftet det, hun lige netop ikke ønskede. Det hele. Hun løftede endnu engang blikket og de lyse øjne afsøgte Myrddins vrede ansigt. Hun ventede længe, før hun sagde noget, meget længe. Måske endda alt for længe for Myrddin så ud som om, han endelig var ved at falde til ro igen. Måske var det bedst sådan, måske ikke. Lige meget hvad, var det for sent at ændre på nuværende tidspunkt. "Du har aldrig forstået min opfattelse af misundelse - du har aldrig spurgt mig," sagde Louisa, med lys og klar stemme. Selvom hun talte i et dæmpet tonefald skar hendes stemme igennem stilheden, som en kniv igennem blødt smør. Louisa tog en dyb indånding, før hun fortsatte: "Jeg vil ikke forgyldes, hvis det betyder at jeg ikke behandles som et tænkende individ. Jeg er ikke dum, Myrddin, det er noget du gør mig til ved aldrig at tale med mig. Du fortæller mig intet om, hvad du foretager dig og taler kun til nøds med mig om småting, hvis jeg endelig tør spørge dig. Ingen misunder mig dette ægteskab for den kærlige ægtemand," sagde hun i den samme, dæmpede tone som før og holdt det lysblå blik rettet imod Myrddin. Hun kunne aldrig få noget af det, hun rent faktisk ønskede sig, fra ham. Hun ønskede slet ikke at føde hans børn.
|
|
|
Post by Demon on Oct 11, 2007 16:12:06 GMT 2
Den lange tavshed bekræftede hans tanker om, at dette nu var uddebatteret. Hun havde forstået hans pointe. Hun var tydeligvis blevet ramt af hans voldsomhed. Var dét det eneste, der kunne holde hende i ave? Var hun en af de kvinder, der nærmest bad om at have en voldlig mand? Han mærkede, hvordan hans vrede stadig brændte indvendig, mens han takkede sin skaber for, at han ikke var blevet ildmesteren. Dette kunne have brændt huset og dem begge væk. Men pludselig talte hun igen. Og hun talte om, at alt, hvad han havde givet hende - det eneste, han havde at tilbyde - ikke var nok! Da hun tav, forsøgte han at trøste sig ved tanken om, at hun var en kvinde. Hun vidste ikke bedre! Men der kom mere... Hvad ville hun høre? At han overvejede at ofre at menneskeliv for at lokke Gotama til at modstå Stormesteren? At han fornemmede, at verdensordenen var truet af landets konge? At han legede med kræfter, som han kun til dels ville kunne styre? Nej, det ville hun som simpelt menneske aldrig kunne forstå sig på. Kvinderne i nabolaget ville inden længe vide, at hendes mand led af storhedsvanvid og var gal! Hun ville aldrig være i stand til at forstå det. Til sidst stod han blot og stirrede på hende. "Bed til guderne om, at du vil forblive dum..." sagde han blot, inden han forlod rummet. *og bed dem give os en søn...* tilføjede han i tankerne.
/Out
|
|
|
Post by Maine on Oct 11, 2007 16:23:20 GMT 2
Et iskoldt slag i ansigtet. Det var, hvad det var. Han ville ikke engang prøve at forstå hende - ikke engang prøve! Det iskolde slag i ansigtet, blev til et iskoldt raseri i hendes indre. For en stund forstod hun virkelig, hvad andre mente når de sagde at nogen havde 'is i maven'. Sådan havde hun det lige nu. Louisa var nu fuldstændig sikker på at det her ikke gik - hun kunne simpelthen ikke leve som hustru til en der behandlede hende på denne her måde. Det var forkert og ingen, hun kendte blev behandlet på samme, afskyelige måde. Hun skulle heller ikke leve videre på denne her måde, så meget havde hun da bestemt sig for nu - og det skulle det eventuelle kommende barn heller ikke. Ikke om den mand nogensinde skulle være far! Han havde intet af det det tog at være en af to forældre. Han ville aldrig tage del i barnets opdragelse eller noget som helst andet. Aldrig fortælle at han elskede ham eller hende eller vise at han bare var så lidt som glad for dem. Det kunne ikke fortsætte, men måske kunne hun stadig nå at afbryde det... Louisa ventede et stykke tid, før hun selv forlod rummet, vandrede ned ad gangene og forlod selve huset. Hun var på vej ud af byen, væk derfra. Hvis ikke for evigt så blot for en lille solvandring henover himlen.
//Out
|
|
|
Post by Maine on Nov 29, 2007 22:20:56 GMT 2
Louisa havde åbnet døren indtil og slængede kappen af skuldrene, hvor den ellers havde resideret i det sidste stykke tid. En gysen gik kort igennem hende, da rummet ikke var videre varmt og kappen alligevel havde skærmet en smule for det. Hun hængte den på en stumtjener, da hun ikke var i humør til at 'rydde op efter sig' lige for øjeblikket, og fortsatte derefter med skoende der blev trukket af og placeret meget lige og pertentligt ved siden af stumtjeneren. Louisa var ikke perfektionist, hun kunne bare godt lide at ting stod pænt. Som hun vandrede videre igennem værelserne kørte tankerne rundt inde bag det rødblonde hår, der faldt som slangekrøller ned over skuldrene. "Jeg kunne aldrig udføre det... Det ville plage mig resten af livet..." Louisa løftede lidt i et par af skørterne og den yderste kjole - det var den grønne, den hun bedst kunne lide. Mudder dækkede det allernederste af dem - altså skørterne - og det var vist ikke så smart, kunne hun godt se. Det her ville kræve et tøjskift, forudså Louisa straks og med et suk begav sig til sine gemakker, med stille bevægelser, for at få det overstået. Det kunne hun lige så godt. "Myrrdin er heller ikke så slem... Jeg kan jo få lov at gå mine ture, når jeg ønsker det og han forgylder mig godt nok... Måske er jeg bare for krævende - det er nok det..." blev Louisa enig med sig selv om, som hun fortsatte til sine gemakker og bevægede sig herind med en træt lyd og noget der godt kunne minde om at strække kroppen ud. Hun havde været ude længe, denne gang, men der havde også været meget at tænke igennem. Blandt andet den opgave, hun havde sat sig selv på, men igen havde opgivet bagefter. Hellere føde det barn, hvis der så var noget, og få det bedste ud af det - istedet for flere bitre seancer, indeholdende barnløshed... Det var ikke noget rart emne.
|
|
|
Post by Fix on Dec 1, 2007 14:12:54 GMT 2
Elisabeth kom stille gående ind. Hun havde hørt at Louisa var kommet hjem. Hun bankede kort på hendes dør, før hun kom ind. Det første hun fik øje på var Louisas tøj. Det var beskidt, så hun havde nok været ude på en af sine ture. Så så hun på selve Louisa. Hun så lidt ked ud af det. "Undskyld. Er der noget der plager Dem, frue?" spurgte hun, mens hun gik igang med at finde en ren kjole til hende. Elisabeth selv var iført en lyseblå kjole med korte ærmer, der blev snøret under brystet. Det havde været en af Louisas kjoler, fra da hun var mindre.
|
|
|
Post by Maine on Dec 7, 2007 0:24:19 GMT 2
Louisa vendte blikket over skulderen. Hun havde ellers stået foran spejlet og betragtet, hvordan hun så ud. Hun var ikke grim - ikke utiltalende. Heller ikke en af dem, mændene ville frastøde uden en virkelig god grund, men alligevel... Der havde været noget grimt i hendes sjæl, lige siden, hun havde tænkt den første tanke. Den om mordet. Mordet på sit ufødte barn, mordet på sin mand... Det var blevet det til noget grimt og fordrejet og Louisa syntes det smittede af på hendes træk. Det var selvfølgelig kun noget, hun selv kunne se, men hun følte at andre ville kunne se igennem huden, lige ind i sjælen... Se, hvor grimme hendes tanker var - hvilke forfærdelige ting, hun havde forestillet sig. "Godeftermiddag, Elisabeth," sagde Louisa i et lavt stemmeleje og sendte pigen et mildt smil. Hun så derefter ned et øjeblik, imens hun vendte fronten imod Elisabeth og endnu engang løftede blikket imod hende. Det milde smil, var stadig på sin plads - hun skulle nødig fremstå så ustabil, som hun følte sig. "Jeg er bare lidt træt - al den friske luft. Du kunne ikke være sød at finde mig en kjole? Helst den røde," afsluttede hun og ventede på den andens svar. Hun var så yndig, Elisabeth. Sådan en køn, ung pige. Hun ville med garanti knuse en masse hjerter med sit kønne udseende og sit kærlige væsen.
|
|
|
Post by Fix on Dec 7, 2007 19:05:58 GMT 2
Elisabeth nikkede. Mens hun fandt den røde kjole frem til henden foreskog hun stille: "Fruen burde måske hvile sig lidt?" Det var ikke på sin plads at råde herskabet til noget. De var jo trodsalt klogere end simple tjenere. "Den røde kjole får også Deres hår til at stråle, frue." tilføjede hun smilende. Hun kunne godt lide sin frue. Hun var venlig imod hende og talte ikke ned til hende eller noget.
|
|
|
Post by Maine on Dec 7, 2007 19:22:03 GMT 2
Louisa smilede på en mere oprigtig måde end før, da den anden indvilligede i at hente den røde kjole. Imens Elisabeth hentede kjolen, påbegyndte Louisa at snørre livet op på den hun allerede havde på. Det sad foran på den grønne kjole, som hun elskede og bar oftest. Det var virkelig den, hun yndede at gå med, hvis hun kunne komme til det - der var ikke nogen af de andre kjoler, hun fandt så smukke som den. Da Elisabeth vendte tilbage, var kjolen snørret op og kunne blot trækkes af. Louisa havde i forvejen et par rene underkjoler til at ligge fremme, så dem havde hun ikke sendt pigen ud for at finde. "Tak, Elisabeth," sagde Louisa og skyndte sig at smutte ud af den nu helt løse kjole. Den kunne trækkes udover skuldrene og dumpe ned på jorden. Hun samlede den op og lagde den henover en stoleryg, før hun gik over og tog imod den røde. Louisa lagde den på sengen, ved siden af underkjolerne. Hun skiftede rutinemæssigt ud af dem, hun havde, og fik hurtigt taget nogle andre på istedet. Louisa ventede med at besvare Elisabeths spørgsmål, til hun var kommet i den røde kjole og påbegyndte at snøre den lidt til. Det kneb dog, da den sad på ryggen denne gang. "Kunnde du være sød og...?" lød begyndelsen til spørgsmålet og det var ret klart at hun ønskede hjælp med snøren. "Jeg hviler lidt senere... Jeg har nogle andre sysler at se tilo lige nu," fortsatte Louisa, i samme milde tonefald, som hun hele tiden brugte.
|
|
|
Post by Fix on Dec 7, 2007 19:26:13 GMT 2
Elisabeth tog den beskidte kjole og underkjole og gik ud med dem i vaskekurven. Så kom hun tilbage, så hun kunne hjælpe Louisa med at snøre kjolen. "Ønsker De at den skal snøres stamt?" spurgte hun og startede med at snøre den, så den bare sad fast. Elisabeth var glad for at have noget at lave dagen lang, det generede hende slet ikke.
|
|
|
Post by Maine on Jan 10, 2008 19:44:35 GMT 2
Louisa smilede til pigen, da hun vendte tilbage og velvilligt gav sig til at snørre kjolelivet til. Hun tænkte som en vanvittig og virkede derfor også en smule fraværende, som hun stod der og blev snørret ind. Louisa tog nogle dybe åndedrag. "Ja, gerne stramt," sagde hun, da hun vågnede af sin halve døs og vendte blikket bagud imod Elisabeth. Det var trods alt godt, hun havde hende til hjælp med de her ting. Der var simpelthen ikke noget mere besværligt end at snørre sine egne kjoler! Det gav i hvert fald ikke meget mening for Louisa der havde rettet blikket fremad igen og ladet sine tanker flyve et helt andet sted hen. Hun sukkede tungt, før hun trak vejret ind og holdt det, til hun var snørret færdig. Det krævede jo at man trak maven en smule ind! "Jeg håber det virkelig ikke..." tænkte Louisa, imens resten af tankerne stod i kø for at komme til at blande sig. Hvorfor skulle hun også være så dødbesværlig at han blev vred? Myrddin var aldrig blevet rigtig vred på hende før - han havde måske ignoreret hende, men aldrig råbt eller ladet det regne over en hel by på grund af hende før. Skønt Louisa havde været glad for at få en reaktion ud af ham dér, skammede hun sig nu over at have været så ubetænksom at vække hans vrede. "Måske ville det alligevel ikke være så dårligt... Det er trods alt, hvad han ønsker sig allermest..." lod hun tankerne vandre videre.
|
|
|
Post by Demon on Jan 13, 2008 13:55:30 GMT 2
I det store opholdsrum hørtes lyden af en dør, tyste skridt og en let knagen fra det magelige liggemøbel. Tydeligvis var husets herre kommet hjem. Han hældte det sidst vand op og drak en smule deraf. Han bemærkede at al vandamp var væk; tyendet havde været igang med at gøre rent og lufte ud. Det var måske også godt nok. Han huskede stadig isregnen. Hans vredesudbrud. Han sukkede en smule og så ud over byen gennem det nærmeste vindue. Folk snakkede gudskelov ikke om det mere. Han strakte sig en smule og huskede sig selv på, at han ikke skulle gøre sig det alt for behageligt, for man kunne tilkalde ham til møde i Mesterrådet så snart det skulle være.
|
|
|
Post by Fix on Jan 16, 2008 22:02:26 GMT 2
Elisabeth snørede hendes kjole stramt. Det krævede mange kræfter, faktisk det meste hun kunne præstere. "Sig til hvis det bliver for stramt, frue," sagde hun. Så hørte hun døren lukke. Herren var hjemme. Han skræmte hende altså nogle gange, det var ikke præcist til at sige hvorfor, det var nok magien, der gjorde det. "Ønsker I andet?" spurgte hun høfligt. "For eksempel at servere lidt for Jer og Jeres mand?"
|
|